Thorning til Løkke: Regn på din skatteplan

Statsministeren lover Løkke hurtigt svar i skatteforhandlingerne. Men Løkke skal regne sin plan igennem først.

Thorning til Løkke: Regn på din skatteplan

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opfordrer Lars Løkke Rasmussen (V) til at komme med beregninger på skatteudspillet, så forhandlingerne om en skattereform kan komme videre.

- Nu må vi se, hvad Venstre konkret kommer med. Vi har ikke set noget konkret. Når vi får det, så vil vi regne på det, og det kan vi gøre hurtigt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed spiller hun bolden tilbage til Lars Løkke Rasmussen, efter at Venstre ellers er kommet med et udspil, som partiet mener kan føre til en skattereform med regeringen inden sommerferien.

Venstre er kommet med forslag om blandt andet at hæve indtægtsgrænsen for topskat med over 50.000 kroner.

Samtidig vil Venstre genindføre mellemskat, men på et lavere niveau. Den skal betales af indkomster mellem 445.000 kroner og 750.000 kroner.

Men Venstre har ikke gjort hjemmearbejdet godt nok, mener statsministeren.

- De har ikke lagt et papir frem, hvor de har regnet det hele igennem. Det forlangte de altid af os i gamle dage, og det synes vi også er en god ide, at de kommer med, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erklærer sig glad for at flere partier - herunder både Venstre og Enhedslisten - fortsat er med i forhandlingerne.

- Vi er optaget af en socialt afbalanceret skattereform, som sætter skatten ned for almindelige lønmodtagere, og som skaber et fornuftigt provenu, vi kan bruge til eksempelvis at investere i uddannelse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Venstre har imidlertid lagt op til, at provenuet fra reformerne skal gå til skattelettelser. Selvom partiet har opgivet målsætningen om, at der skulle gennemføres reelle skattelettelser for 13 milliarder kroner, så står parterne stadig langt fra hinanden.

- Jeg er lidt i tvivl om, hvad Venstre mener om skattepolitikken, for de skifter den næsten dagligt.

- Jeg synes ikke, det er tiden til at lave skattereform, som igen giver en kæmpe skattelettelse til de højeste indkomster. Det er vi meget skeptiske over for.

- Og vi går heller ikke ind for ufinansierede skattelettelser. Det har vi prøvet før, og det var ikke nogen stor succes, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/