Udland

Thorning: Topmødet har ikke været forgæves

De 27 EU-lande kunne ikke blive enige om unionens næste langtidsbudget. Alligevel tror Thorning på en aftale.

Thorning: Topmødet har ikke været forgæves

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kalder trods sammenbruddet EU-topmødet for "et godt møde".

- Vi har stoppet mødet nu, og vi må konstatere, at det ikke lykkedes at komme i mål med et nyt langtidsbudget denne gang.

- Men det er ikke første gang, det har taget mere end ét topmøde at nå til enighed, siger hun på et pressemøde kort efter sammenbruddet i Bruxelles.

Thorning vil ikke gå ind i detaljerne om, hvorfor det ikke lykkedes de 27 stats- og regeringschefer at blive enige om EU's budget for 2014-2020 i denne omgang.

Statsministeren konstaterer bare, "at der stadig er for store forskelle på landenes positioner". Til gengæld var det ifølge Thorning en enig forsamling, der besluttede at udskyde topmødet, som ellers kunne have fortsat hele weekenden.

Selvom Thorning med egne ord havde "mange gode timer" i sig, var hun også enig i beslutningen.

- Det var vitterligt alles beslutning, at vi skulle slutte. Vi diskuterede, om vi skulle fortsætte, og jeg må indrømme, at da jeg havde hørt argumenterne, var jeg enig i, at vi måtte slutte.

Men trods sammenbruddet mener Thorning stadig ikke, at mødet har været forgæves.

- Der har været en god stemning, vi har haft en god diskussion, og vi har en fornemmelse af, at der er en løsning derude. Men vi er ikke tilstrækkeligt tæt på til at ville arbejde med det her i weekenden, siger hun.

- Vi har lagt nogle spor ud, der gør, at vi på et senere tidspunkt kan indgå en aftale - og det bliver forhåbentlig i starten af det nye år.

Statsministeren understreger samtidig, at der er noget tid tilbage at løbe på, før hun og de andre 26 EU-ledere bliver nødt til at nå til enighed:

- Vi taler om et budget, der varer i syv år, og det gælder først for 2014. Så det går nu nok, at vi udskyder det til starten af næste år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.