Thorning trodser højlydte protester i Fælledparken

Statsministeren overdøvede både jubel og piften, da hun talte i Fælledparken 1. maj.

1. maj 2014 20:10

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev som ventet mødt af pift og fløjter, da hun torsdag eftermiddag indtog hovedscenen i Fælledparken for at holde sin 1. maj-tale.

En gruppe aktivister havde på forhånd proklameret, at de ville protestere mod regeringens politik, og det gjorde en større gruppe også højlydt undervejs.

Men Socialdemokraternes ungdomsorganisation, DSU, havde indtaget pladsen lige foran scenen, hvor de viste formanden deres støtte. Alt i alt gav det en del larm, når de forskellige grupper forsøgte at overdøve hinanden.

Sidste år måtte Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), afbryde sin tale på grund af de højlydte protester, mens så galt gik det altså ikke i år.

Da Helle Thorning-Schmidt afsluttede sin tale, var jubel og klapsalver den dominerende del af lydtapetet, og den frygt, der på forhånd var fra arrangørernes side, blev ikke til virkelighed.

Aktivistgruppen "Her er oprøret" havde indkaldt til fløjteprotest og stod også klar til at uddele 2000 fløjter, så folk kunne vise deres utilfredshed med regeringens politik, som gruppen mener, ikke er solidarisk nok.

Undervejs i talen blev det til enkelte tumultariske scener, hvor politiet var indblandet, ligesom området foran scenen var indhyllet i røg fra farvede romerlys fra de protesterende mennesker.

Thorning brugte sin taletid på igen at slå fast, at Danmark er tilbage på sporet, og at retningen for Danmark havde været en hel anden, hvis højrefløjen anført af Venstre og Lars Løkke Rasmussen havde haft magten.

Det er samme budskab, hun har leveret dagen igennem på taler i både Ringkøbing og Frederikshavn.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...