Thorning: Vanskeligt at finde tid til velfærdsdebat

Statsministeren vil ikke love, at hun får talt om velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere under topmøde.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) annoncerede på et pressemøde i sidste uge, at hun personligt vil rejse spørgsmålet om velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere over for EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

Men når statsministeren torsdag og fredag møder Barroso i forbindelse med et EU-topmøde i Bruxelles, så "bliver det nok vanskeligt at finde tid til det".

Det siger Thorning forud for topmødet, som især vil handle om EU's svar på Krim-konflikten mellem Rusland og Ukraine.

- Jeg har svært ved at se, at der skulle blive tid på det her topmøde. Der er rigtigt mange andre ting at gøre, men jeg vil selvfølgelig gøre det på det rigtige tidspunkt, siger Thorning på et pressemøde i Bruxelles.

Efterfølgende præciserer statsministeren over for Ritzau, at hun "meget snart" vil tage det op med Barroso.

- Jeg håber at få lejlighed til at snakke med ham om det i dag eller i morgen, men ellers bliver der også lejlighed i den kommende tid.

- Jeg møder ham faktisk også i næste uge i Haag, hvor vi skal til nuclear security summit (atomsikkerhedstopmøde, red.), siger Thorning og fortsætter:

- Jeg skal finde en god lejlighed, hvor vi har lidt tid til at forklare, hvad der sker i Danmark, hvad det er for en debat, og hvad det er, vi gerne vil have kommissionen til at se på.

På et pressemøde i Statsministeriet sidste tirsdag lancerede Thorning en ny og mere offensiv strategi fra regeringen omkring velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere.

Thorning annoncerede blandt andet, at Danmark vil støtte Finland i en sag mod EU omkring optjening af ret til dagpenge.

Hun meddelte samtidig, at regeringen vil tale med EU-Kommissionen og de øvrige medlemslande, om der er behov for at ændre på den reglerne, så der er bedre mulighed for at opstille nationale værn.

- Vi vil simpelthen drøfte, hvad der er af muligheder inden for den nuværende forordnings rammer, og vi vil drøfte, om der er behov for at ændre på selve forordningen. Det gælder ikke mindst i forhold til dagpenge.

- Beskæftigelsesministeren vil tage spørgsmålet op med sine kolleger i Bruxelles, og jeg selv vil tage spørgsmålet op med kommissionsformanden, sagde Thorning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst