Thorning: Vi har en rigtig god offentlighedslov

Selv om protesterne mod regeringens offentlighedslov tager til, vil Helle Thorning-Schmidt ikke ændre loven.

Thorning: Vi har en rigtig god offentlighedslov

Regeringen vil ikke ændre offentlighedsloven, selv om den kritiseres af både socialdemokrater, radikale og SF'ere.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Regeringen har én holdning til offentlighedsloven. Vi synes, at det er en god offentlighedslov, som indebærer nye muligheder for offentlighed.

- Vi er også meget tilfredse med, at vi efter aftale med aftalepartnerne i Folketinget skal have en evaluering af de punkter i offentlighedsloven, som har været mest omdiskuteret. Det er som bekendt paragraf 24 og paragraf 27.

- Men grundlæggende er det en rigtig god offentlighedslov, siger Helle Thorning-Schmidt.

Efter kritikken har regeringen, Venstre og De Konservative bedt Folketingets Ombudsmand om at vurdere, hvordan loven har virket. Det skal ske om tre år. Da ombudsmanden var med til at udforme loven, vil han kun vurdere, hvordan loven er administreret.

SFs landsmøde pålagde i weekenden partiformanden Annette Vilhelmsen at arbejde for at ændre lovens "udemokratiske" dele. Kritikerne har især hæftet sig ved lovens paragraf 24 og 27, som sikrer ministrene et fortrolighedsrum til drøftelser med embedsmænd.

Thorning vil ikke kommentere opfordringen fra SFs landsmøde. Her kaldte forslagsstilleren Karsten Hønge det "indlysende for enhver", at justitsminister Morten Bødskov (S) ikke har kunnet forklare, hvorfor der er brug for paragraf 24 og 27.

Karsten Hønge foreslår ligesom Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, at regeringen fjerner forslaget fra årets lovprogram.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.