EMNER

Thorning vil have afdækket misinformation af Folketinget

KØBENHAVN:Når der er faldet ro om Muhammed-sagen, erklærer Helle Thorning-Schmidt sig klar til at tage et opgør med regeringen om misinformation af Folketinget. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, afviser, at partiet har brudt borgfreden på Christiansborg ved at kritisere regeringens håndtering af Muhammed-sagen. Både Socialdemokaterne, SF, De Radikale og Enhedslisten kritiserer, at regeringen ikke har informeret fuldt ud om de advarsler om en mulig eskalering af krisen, som Egypten sendte allerede i oktober, og at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviste at mødes med 11 ambassadører fra den muslimske verden på et tilsyneladende tvivlsomt grundlag. Helle Thorning-Schmidt siger til TV-Avisen, at hun vil give regeringen arbejdsro, så længe dannebrog brændes af i Mellemøsten, men at det ikke er det samme som at frede regeringen til evig tid. Hun lover derfor at tage fat i spørgsmålet om mulig misinformation af Folketinget, når den udenrigspolitiske situation er normaliseret. /ritzau/