Thorning vil have danskerne til at sortere madaffald

Regeringen vil sætte "et ambitiøst mål" for danskernes sortering af madaffald, siger statsministeren.

Thorning vil have danskerne til at sortere madaffald

Kartoffelskræller og slatne salatblade skal ikke længere bare hældes ned i skraldespanden sammen med alt det andet affald.

Regeringen vil i den kommende tid sætte et "ambitiøst mål" for danskernes sortering af madaffald. Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale på Folketingets talerstol.

- Hvert år smider vi 670.000 ton madaffald ud, og det bliver brændt. Hvis vi i stedet for putter det i biogasanlæg, så får vi el til tusindvis af boliger. Vi får et renere miljø, siger statsministeren.

- Det kan blive lidt bøvlet hjemme i køkkenet og nede ved skraldespandene, understreger statsministeren og fortsætter:

- Vi skal lige have det lært. Vi skal vænne os til det. Ligesom vi har vænnet os til at smide aviser i en container for sig, glas og flasker for sig og batterier for sig.

Ifølge statsministeren smider hver dansker omkring otte kilo affald ud om ugen. Og kun halvandet kilo af dette affald genanvendes, mens resten futtes af.

- Vi skal i endnu højere grad tænke på affald som en ressource, der skal

bruges. Ikke et problem der skal fjernes, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.