Skattepolitik

Thornings hundevagt

Leder Trods lækagesager cementerer meningsmålinger opbakningen til Lars Løkke ...

Enhver minister er naturligvis skyldig, indtil det modsatte er bevist - og det gælder ikke mindst statsministre. Men oven i regeringens absolut selvforskyldte plager slår den internationale krise benene væk under Helle Thorning-Schmidt (S) - og det profiterer forgængeren Lars Løkke Rasmussen (V) på. Den tidligere statsminister har et par potentielle "stinkere" i bagagen: Lækagerne i skatte- og jægersoldatersoldater-sagerne, der kan bringe de tidligere ministre Troels Lund Poulsen (V) og Søren Gade (V) i fedtefadet, og som også kan ramme chefen selv i nakken. Men selv om Løkke talte sort for åben mikrofon i skattesagen, cementerer Megafons seneste meningsmåling for Politiken og TV 2 Venstres position som Danmarks største parti og nedturen for Socialdemokraterne og navnlig SF. Thornings trængsler er langtfra forbi; måske er de snarere først begyndt. Forude venter foruden tunge hjemlige opgaver som bl.a. skattereform og treparts-forhandlinger ikke mindst EU-formandskabet på det værst tænkelige tidspunkt. Her skal statsministeren forsøge at få et EU, der mindst synger med tre stemmer i hver sin toneart, til at synge enstemmigt og i én og samme toneart. Som fronterne er trukket op, svarer det næsten til, at løsningen af cirklens kvadratur er børnehaveopgave. Og så er Thorning ramt af "Obama-defekten" - uden sammenligner i øvrigt med USA's præsident: Han kom til med de store visioner, og de blev alt sammen punkteret af den finanskrise, der begyndte i Bush-tidens USA og nu har inficeret hele verdensøkonomien. Løkke ville stå præcis samme sted, hvis han havde genvundet magten - og oppositionen ville i så fald også åle ham for, at det skete på hans vagt. Regeringens mange selvmål tæller tungt i tabellen. Men det grundlæggende problem opstod og kan kun løses internationalt - og sker det på Thornings hundevagt, vender vælgersympatien til hendes fordel; men udsigterne er langt mere dystre, end det er at garantere flere solskinstimer om sommeren ...