Frederikshavn

Thorø får skarp kritik fra 3F

3F-formand Morten Dahlberg er stærkt kritisk overfor konkursen hos Thorø’s Industri og Skadesservice

Morten Dahlberg - formand for 3F Frederikshavn - er stærkt kritisk overfor konkursen hos Thorø’s Industri og Skadeservice. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Morten Dahlberg - formand for 3F Frederikshavn - er stærkt kritisk overfor konkursen hos Thorø’s Industri og Skadeservice. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:I kølvandet på konkursen hos Thorø’s Industri og Skadeservice ApS så melder kritikkerne sig nu på banen.

En af de skarpeste er Morten Dahlberg - formand for 3F i Frederikshavn.

- Hvis der er noget, som jeg skal angribe, så er det informationsniveauet i forhold til medarbejderne. De har ikke vidst noget om, at det gik så skidt. Man kunne da ligeså godt have orienteret dem.

- Medarbejderne er jo havnet i en krisesituation, fordi de har mistet deres job fra den ene dag til den anden. Og derudover så står de jo og mangler en månedsløn, siger Morten Dahlberg.

Konkursen har i alt ramt 300 medarbejdere - heraf knap 50 i Frederikshavn.

- Nu skal vi jo til at hive pengene hjem gennem Lønmodtagernes Garantifond. Men der er en minimum-ekspeditionstid på fire måneder.

Ubetalt lønseddel

Ifølge Morten Dahlberg så har 3F stillet økonomiske midler til rådighed for deres medlemmer.

- Medarbejderne har jo en lønseddel, der ikke er blevet udbetalt. Så vi giver dem et beløb, der svarer til den månedsløn, der er tabt.

Ifølge Morten Dahlberg er 15 af de ansatte medlem af 3F Frederikshavn, og derudover er cirka 10 medlemmer hos 3F Skagerrak.

En uskøn konkurs

Morten Dahlberg bryder sig ikke om den måde, som konkursen hos Thorø’s foreløbig er forløbet på.

- I nogle virksomheder gør man det på en mere redelig måde. Nogle virksomheder sørger for, at de har udredt det, de skylder deres lønmodtagere, inden de klapper kassen i.

- Virksomheden har lukket på samme tidspunkt, som den skulle udbetale lønnen. Det kommer som et lyn fra en klar himmel og efterlader mine medlemmer i en meget svær situation, forklarer Morten Dahlberg.

- I den her konkurs og i de fleste andre konkurser er man skideligeglad med lønmodtagerne, raser fagforeningsformanden.

Svære fremtidsudsigter

Ifølge Morten Dahlberg så er det en uhyre vanskelig situation, som de tidligere ansatte hos Thorø’s er havnet i.

- Var de ansatte i et normalt opsigelsesvarsel, så havde de normalt to-fire måneder, hvor de fik deres løn. Sådan er det ikke for de her mennesker. Fra nu af får de ikke en klink.

Ville gerne være optimist

Borgmester Lars Møller har for nylig ytret sig håbefuldt omkring fremtidsudsigterne for de tidligere medarbejdere hos Thorø’s. Den optimisme deler Morten Dahlberg mildt sagt ikke.

- Der er ikke umiddelbart nogle jobmuligheder for de her mennesker, fastslår han.

- Jeg ville gerne være ligeså positiv som borgmesteren er. Men det har jeg fandeme svært ved, med mindre jeg skal være fuldstændig urealistisk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.