Thorup/Klim snupper tredjepladsen

THORUP:Thorup/Klims fodboldhold i serie 4 snupper tredjepladsen. Det står klart efter sejren over Aabybro på 3-0. - Med tredjepladsen har vi nået målet, så vi er tilfredse. Men når man har nået målet, kan man selvfølgelig altid ærgre sig over, at vi ikke når det sidste skridt, oprykningen, siger træner Tommy Christensen. Thorup/Klim havde lidt svært ved at komme i gang mod Aabybro i første halvleg, som sluttede 0-0. Men i anden halvleg tog Niels Arild Christensen fat. Med et ægte hattrick sikrede han sejren på 3-0. Hans sidste mål er årets mål. Et rigtig flot opspil med fem-seks førstegangsafleveringer krydret med et flot hovedstødsmål til 3-0. Udover tredjepladsen kan træner Tommy Christensen glæde sig over, at Thorup/Klims andethold i serie 5 har vundet nedrykningsspilet og dermed sikret sig en ny sæson i serie 5. I øvrigt har klubben forlænget aftalen med Tommy Christensen til også at gælde for den kommende sæson.