Thulesen Dahl opfordrer Thorning til mere samarbejde

Dansk Folkepartis formand holder 1. maj-tale torsdag aften, hvor han rækker hånden ud mod Helle Thorning.

1. maj 2014 14:37

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, får alligevel lov til at tale 1. maj, når han sent torsdag taler hos Vejle Amts Folkeblad.

Og her vil budskabet være klart. Han rækker hånden ud mod Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, som han opfordrer til samarbejde på de områder, hvor partierne er enige.

- Jeg mener bestemt, at det er muligt med et bedre samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, siger han.

Kristian Thulesen Dahl skulle oprindeligt have holdt tale i Give, hvor han var blevet inviteret til 1. maj-arrangement. Men invitationen blev trukket tilbage kort tid efter efter kritik fra det socialdemokratiske bagland og dele af fagbevægelsen.

Det er ifølge Dansk Folkeparti denne tale, han i stedet holder hos Vejle Amts Folkeblad torsdag aften.

Helle Thorning-Schmidt langede i sin tale 1. maj ud efter Dansk Folkeparti, som man mener giver dyre, tomme løfter til danskerne - løfter, som ikke lader sig gøre. Men Thulesen Dahl fokuserer i stedet på, hvor man måske kan få enderne til at mødes.

- Når vi nu begge gerne for eksempel vil bekæmpe social dumping og sikre vores velfærd, så lad os da gøre det i fællesskab.

- Vi skal se på de ting, der binder os sammen, så vi i det mindste på de områder kan sætte os ned og nå frem til en bred enighed om løsninger, der kommer lønmodtagerne til gavn, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...