Thulesen: Spurt mod aftale om finanslov bliver benhård

Thulesen tvivler på, at 2025-aftale med topskattelettelse er på plads inden jul. Ikke realistisk, siger han.

Ritzau
Thulesen tror ikke på 2025-aftale før jul Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson
Politik 1. november 2016 14:25 - Opdateret 1. november 2016 15:10
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er igen på kollisionskurs.

Selv om forhandlingerne om 2025-planen og finansloven nu er delt op, så er de to partier ikke enige om, hvorvidt det er realistisk at nå i mål med begge dele inden jul.

Da partiformændene tirsdag mødte op i Finansministeriet for at forhandle finanslov, var Liberal Alliances Anders Samuelsen optimistisk. Han tror på en aftale om finansloven inden for kort tid.

Derefter kan partierne inden jul blive enige om en 2025-aftale med topskattelettelser, vurderer han før møde i Finansministeriet.

Men den optimisme deler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ikke:

- Det synes jeg ikke er særlig realistisk. Forhandlingerne har været fastlåst i to måneder. Det er ikke særligt sandsynligt, at vi efter en aftale om finansloven på kort tid kan blive enige om topskattelettelser.

- Når det er sagt, så er det godt, at vi kommer i gang med finansloven nu. Jeg håber meget, at vi kan blive enige om nogle gode ting for danskerne, siger Thulesen Dahl.

Blå bloks største parti vil i finanslovsforhandlingerne blandt andet kæmpe for bedre vilkår for ældre, en stærkere sundhedssektor og et stærkere politi.

Et af slagsmålene bliver ifølge Thulesen Dahl boligydelsen, hvor Dansk Folkeparti ikke vil være med til at ramme ældre.

DF-formanden advarer dog mod at tro, at finansloven kan indgås med et fingerknips:

- Det her kommer til at tage tid. Det, vi normalt ville bruge et par måneder på i forhold til finanslov, skal vi bruge et par uger på. Det bliver benhårdt, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...