Thulla synger som en maltwhisky

SKØRPING:”Hun synger som en maltwhisky”, skrev NORDJYSKE Stiftstidendes anmelder om den unge danske sangerinde Thulla, da hun havde udgivet cd’en ”Double Up! Please!”. Hendes stemme skulle efter sigende minde om en blanding af Marilyn Monroe, en kvindelig Dissing og Anisette. Med andre ord gør hun indtryk på sit publikum, og hun spås da også en stor fremtid som stjerne. Hun har netop udgivet sin fjerde cd, hvor blandt andre Povl Dissing medvirker, og på fredag 6. februar kommer Thulla til Skørping sammen med sit Organiske Orkester for at give koncert i KulturStationen. Orkestret er heller ikke hvem som helst, men blandt andre den garvede herre Hugo Rasmussen, som igennem mange år har spillet bas i New Jungle Orchestra og nu selv er kapelmester i flere grupper. Han spiller dertil altid på sit sprudlende humør. Ben Besiakow skulle være i international klasse på flyglet, og på trommerne har orkestret stortalentet Frands Rifbjerg. Koncerten arrangeres af Skørping Musikstation, men som en del af ”Focus Jazz”, et samarbejde mellem Nordjyllands Amt, Jazzkredsen og flere nordjyske spillesteder. Formålet er at bringe jazzen i fokus. Billetterne kan købes på Skørping Bibliotek.