Ulykker

Thy atter lammet af snestorm

THISTED:Ved 17-tiden fredag eftermiddag blev otte biler involveret i et stort harmonikasammenstød i krydset Aalborgvej/Skovstedvej nordøst for Thisted. 10 personer blev kørt til behandling på Thisted Sygehus, dog uden at være kommet alvorligt til skade. Midt- og Vestjyllands Politi kaldte ved 17.30-tiden situationen for kaotisk, fordi mellem 40 og 50 biler holdt spredt ud over vejen på begge sider af uheldsstedet, og det fik politiet til atter at reaktivere beredskabsniveauet for Thy og Mors. Det betyder bl.a., at der blev rekvireret militære køretøjer til Thisted Politi samt til Falck-stationerne i Thisted, Nykøbing og Hurup. Omkring klokken 20 begyndte stormen dog at lægge sig lidt, og ved redaktionens slutning var vejen ved uheldsstedet ved at være ryddet så meget, at trafikken atter kunne passere gennem krydset med forsigtighed. Uheldet var også Falcks største "arbejdsgiver" fredag aften, idet de fleste af de kørsler, Falck havde, netop var for at trække biler fri og væk fra uheldsstedet. Derudover meldte Falcks vagtcentral om en ganske rolig aften i resten af landsdelen. Politiet frarådedede i aftes al udkørsel i Thy. Arriva indstillede samtidig al trafik på Vestbanen mellem Struer og Thisted, idet et DSB Intercity tog var kørt fast i en snedrive.