Thy Cup gået i gang

40 klubber skiltede med deres deltagelse i 33. udgave af TIK Håndbolds julestævne - med i alt 1700 spillere.

Mors 27. december 2010 21:00

Thy Cup begyndte i aftes på den højtidelige måde, da repræsentanter fra de 40 deltagende klubber stolte marcherede ind i Thy Hallens store hal i takt til musikken, som "husorkestret" - FDF-orkestret - leverede. Nogle af spillerne vinkede og publikum hujede, da formanden for Thy Cup, Steen Stoltenberg, introducerede klubberne. De unge spillere er kommet rejsende fra hele Danmark og store dele af Tyskland. - Så har vi Rødovre, endnu et hold, der har trodset vintervejret for 33. gang, lød det fra Steen Stoltenberg. Da alle havde stillet sig op på rækker, kunne Thisted Kommunes nye fritidschef, Ole Jørgensen, holde åbningstalen. Han talte om Thy Cup som en tradition, hvor dygtige håndboldspillere mødes for at udfordre hinanden på banen - men også for at skabe venskaber på tværs af hold og lande. - Det, der er fantastisk ved Thy Cup, er nemlig, at det ikke kun er dem, som vinder turneringen, som er vindere, men at turneringen har mange vindere. - Alle, som har fået noget motion og som har forbrændt julemaden og dermed fået et bedre helbred, er vindere, alle som har fået forbedret deres venskab eller har fået nye venner er vindere, og alle, som i fællesskab med andre har fået en oplevelse for livet, er vindere, sagde Ole Jørgensen blandt andet. De næste tre dage afvikles 550 kampe fordelt på 17 haller i Thy og på Mors. Den første kamp i U16 rækken for drenge - en venskabelig landskamp mellem Tyskland og Vestdanmark - blev fløjtet i gang lige efter åbningsceremonien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...