Thy Cups service-piger i aktion

Tre tidligere deltagere i Thy Cup er stadig med og sørger for kaffe og brød til lederne

Line Gisselbæk, Line Sand og Maria Østergaard servicerer nogle af de chauffører, der sørger for at logistikken er i orden under Thy Cup. Foto: Peter Mørk

Line Gisselbæk, Line Sand og Maria Østergaard servicerer nogle af de chauffører, der sørger for at logistikken er i orden under Thy Cup. Foto: Peter Mørk

Thy Cup er et af årets helt store højdepunkter. Sådan er det for de fleste unge håndboldspillere fra Thisted - og ikke mindst for Line Gisselbæk, Maria Østergaard og Line Sand, der i mange år har været holdkammerater i TIK Håndbold. Men en dag blev de for gamle til selv at være med i turneringen for børn og unge. - Så gik jeg ind og sagde til Steen (Stoltenberg, leder af Thy Cup, red.), at jeg gerne ville hjælpe til, fortæller Line Gisselbæk. - Men det skulle være noget sjovt, jeg gad ikke bare tage tid... Sidste år blev hun, og holdkammeraten Maria, så service-piger i stævnets "VIP-lokale", hvor holdledere, chauffører og andre, der er med til at afvikle det store arrangement, bliver beværtet med kaffe og en bid brød. Jobbet indebærer også mange andre opgaver - som at svare på spørgsmål fra de mange deltagere, eller henvise til nogen, der kan svare. Og ikke mindst skal de sørge for at hygge om folk. I år fik Line og Maria selskab af den anden Line, med efternavnet Sand. De tre er i aktion fra halv otte om morgenen til ved 21-tiden. Og torsdag aften varede deres vagt lige til klokken ét om natten, for de tre var også vagter ved stævnets diskotek. Så det var nogle lidt klatøjede service-piger, der fredag morgen mødte til den tredje og sidste stævnedag. - Men det er bare så hyggeligt at være med, når man brænder for håndbold. Vi møder folk, vi har kendt i mange år, og der er altid en god stemning, fortæller Maria. De tre veninder, der alle er 20 år og som også har gået sammen på EUC Nordvest, flytter i 2012 til Aarhus for at studere. Men Line, Maria og Line har allerede nu lovet, at de også stiller op som frivillige til næste udgave af Thy Cup.