Thy Håndbold rykker op i 3. division

Efter en nervepirrende afgørelse på straffekast kunne thyboerne springe champagnepropperne

Mathias Lykke
Thy Håndbold har kæmpet bravt hele sæsonen, og mandag aften kulminerede det med en sejr på straffekast, der sender holdet op i 3. divisionen. Arkivfoto: Peter Mørk
Thisted 16. april 2018 23:11

MEJDAL: Da aftenens returopgør blev en gentagelse med omvendt fortegn af den første oprykningskamp mellem Thy Håndbold og Mejdal-Halgård, hvor thyboerne havde sikret en tomålsføring på 22-20, skulle duellen afgøres på straffekast.

De første fem kast var sluttet helt lige 4-4, og kampen fortsatte i ’sudden death’. Efter hallens tilskuere gennem 60 minutter med trommer og horn fik larmen til at nærme sig noget, der kunne måles på Richterskalaen, blev der helt stille før de afgørende kast.

Thys målmand Celine Busch trak en fantomredning op af hatten på det sjette straffekast, og så kunne den yngste spiller på banen, Ea Munk Jørgensen, træde frem og med den sidste scoring i det hæsblæsende opgør sende Thy Håndbold op i 3. divisionen.

- Vi har det så fedt lige nu. Det var en helt vildt imponerende indsats af pigerne, der holdt hovedet koldt i en kamp med så meget på spil. Selv når tingene gik imod os, holdt vi hovedet koldt og gejsten oppe, fortæller en tydeligt lettet Thy Håndbold-træner Shila Casey, der kunne fejre triumfen med en bus fyldt med familie, venner og andre klubkammerater.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...