Thy mister hvert år børn til en børnehave

For syv år siden blev der født 100 flere børn end i 2012

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

THY-HANNÆS:Sennels havde sit jubelår i 2010 med 28 nyfødte, og Bedsteds kvinder lagde sig i selen i 2008 og satte 31 børn i verden.

Men selv om der enkelte år har været babyboom i nogle af landsbyerne i Thisted Kommune er tendensen éntydig.

Børnetallet falder og falder næsten overalt i kommunen - og især i landsbyerne.

- Vi har mistet, hvad der svarer til en lille børnehave hvert år, konstaterer Mogens Kruse (SF), formand for børne- og familieudvalget under Thisted Byråd.

Den seneste opgørelse af børnegrundlaget viser, at der blev født 418 børn i Thy og på Hannæs hele sidste år.

Oversigten viser fødselstallene syv år tilbage. I 2011 var der således 449 nyfødte (altså en forskel på de to år, der svarer til en lille børnehave).

Tilbage i 2006 - for syv år siden - var der mere end 100 flere børn på en årgang end i dag, nemlig 531.

Færre børn i klasserne

Konsekvensen af det faldende børnetal er, at der bliver færre børn i hvert enkelt klasseværelse i de små landsbyer.

Faktisk har der de seneste to år været under 15 fødte i skoledistrikter som Hillerslev, Østerild, Sennels, Vorupør (under Sjørring), Bedsted og Vestervig.

Set fra Mogens Kruses synspunkt er det en problematisk udvikling:

- Man kan sagtens undervise i en lille skole, men den er dyr at drive.

Aktive landsbygrupper er tilsyneladende ikke nok til at sikre børnetallet. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes at vende udviklingen i byer som Klitmøller (syv fødte i 2012) og Vestervig (12 fødte i 2012).

Ingen skoledebat før valget

Mogens Kruse og resten af børne- og familieudvalget har lovet hinanden, at de ikke tager fat på en ny debat om skolenedlæggelser på denne side af kommunalvalget, der finder sted til efteråret.

Personligt er han ikke i tvivl om, at det igen bliver nødvendigt med tilpasninger.

- Vi skal da have en skolestruktur, der passer til de børn, vi har, siger han.

I 2011 lukkede skolerne i Hundborg, Skjoldborg og Stagstrup (årligt fødselstal fortsat under ti) - foruden sammenlægning af skolerne på Hannæs.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.