Thisted

Thy-Mors Energi vil lave brændstof

Energiforsyningsselskabet ønsker at investere i gasrensningsteknologier, der kan omdanne biogas til CO2-neutralt brændstof

Forskellige gasteknologier skal afprøves i forhold til at omdanne biogas til CO2-neutralt brændstof, og det skal efter planen ske på familien Kirks gård i Skinnerup. Hvorvidt EU bevilger tilskud til demonstrationsprojektet afgøres sandsynligvis til juni. Arkivfoto

Forskellige gasteknologier skal afprøves i forhold til at omdanne biogas til CO2-neutralt brændstof, og det skal efter planen ske på familien Kirks gård i Skinnerup. Hvorvidt EU bevilger tilskud til demonstrationsprojektet afgøres sandsynligvis til juni. Arkivfoto

THY-MORS:Et samarbejde mellem Thisted Kommune og Thy-Mors Energi har banet vejen for et innovativt demonstrationsprojekt, der kan skabe CO2-neutralt brændstof på basis af biomasse.

Det lokale energi- og fiberselskab har valgt at søge om tre mio. kr. i EU-støtte til første del af demonstrationsprojektet og vil selv investere et tilsvarende beløb.

- Vi har en styrke, der gør, at vi kan være en lokal vækstdynamo, og vi ser et rigtig stort potentiale i at være med til at gøre landbrugssektoren CO2-neutral, siger Lars Peter Christiansen, der er administrerende direktør i Thy-Mors Energi.

Thy-Mors Energi er allerede i dialog med Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Teknologiske Institut om de produktionsteknologier, der kan komme i spil.

Det er Thisted Kommune, der via en analyse af perspektiverne i anvendelsen af biogas har gødet jorden for demonstrationsprojektet, der kan blive en realitet, hvis EU giver støtte via en pulje til formålet.

- Vi vil gerne hylde Thisted Kommunes engagement i at skabe vækst og udvikling i området, siger Lars Peter Christiansen, Thy-Mors Energi.

Gårdejerne Ejnar og Morten Kirk fra Skinnerup har været vigtige samarbejdspartnere i klarlægningen af de forskellige gasteknologier til den kommunale rapport, og det er også på deres gård, at Thy-Mors har planer om at etablere et fremtidigt test-gasrensningsanlæg.

Lykkes det at demonstrere en nyudviklet gasrensningsteknologi, kan det på sigt understøtte den grønne omstilling og medføre nye lokale arbejdspladser, vurderer Thy-Mors Energi.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.