Thy’s børn hopper forsvarligt på trampolin

I næsten hver en have står en trampolin. Men den kan være farlig for tænderne.

De populære trampoliner viser sig ikke bare at være et sjovt stykke hoppelegetøj til børnene. Ulykkesafdelingen i TrygForsikring og Ulykkesanalysegruppen på Odense Universitetshospital har registreret et stigende antal ulykker, hvor børn kommer til skade på trampolinen med det resultat til følge, at der opstår skader på børnenes tænder. I første halvdel af 2007 har Ulykkesanalysegruppen på Odense Universitetshospital registreret 168 ulykker, og det er syv mere end i hele 2006. Thy Situationen er imidlertid ikke så grel i Thy og på Hannæs. En rundringning til egnens tandlæger viser, at der ikke er behandlet en eneste dreng eller pige for tandskader, opstået som følge af hopperi på en trampolin i første halvår af 2007. Imidlertid er en del tandlæger ferieramte, og det samme er tilfældet med den kommunale tandpleje. Derfor har det i sagens natur ikke været muligt at indhente informationer derfra.