Thy Skakklub i modvind

THISTED:Thy Skakklub kom i modvind, da 3. runde af vinterens holdturnering blev afviklet. 1. holdet mødte rækkens klare oprykningsfavorit fra Viborg på hjemmebane i Plantagehuset. Viborgenserne havde afbud fra deres bedste spiller, International Mester Jens Ove Fries Nielsen, og thyboerne slap hæderligt fra kampen med et knebent nederlag på 3½-4½. På topbrættet spillede Ove Kroll remis, mens Senad Huskic, Tummas Jacobsen og klubbens formand Jens Grud Sørensen vandt deres partier. Klubbens 2. hold løb derimod ind i et forsmædeligt nederlag, da de efter en lang køretur tabte den på papiret jævnbyrdige kamp mod Vorgod så stort som ½-7½. Kun Svend Aage Ubbesen skaffede point til holdet ved at spille remis, mens alle øvrige partier tippede til Vorgodspillernes fordel. Endelig gæstede klubbens 3. hold Struer, hvor de som det eneste af klubbens hold i denne runde undgik nederlag ved at spille uafgjort 2-2 mod Struer 2. Hans Jørgen Christensen og Per Mouritsen sørgede for de 2 points. Turneringen holder nu julepause, før det igen går løs den 13. ¿ 14. januar 2008, hvor klubbens 3 hold igen skal i kamp.