Thy som erstatning for Grønland
Efter 12 år i Ilulissat valgte Eskild Boeskov og Kirsten Strandgaard at flytte til Thy, hvor han er blevet læge i Nors.

- Selvfølgelig er vi danskere. Men vi har prøvet at bo i en anden kultur, som vi kom til at holde af, og vi savner den meget, siger Kirsten Strandgaard. Hun og Eskild Boeskov planlægger at bygge nyt på Skinnerup Skråvej. Indtil da bor parret i en lejet villa på Vegendalvej i Thisted.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Eskild Boeskov og Kirsten Strandgaard kom til at holde så meget af både natur og mennesker på verdens største ø, at de overvejede, om det var dér, de skulle tilbringe deres alderdom. Men selv om de havde lyst til at blive, besluttede parret sig for at vende næsen hjemad, efter at hun gik på pension som museumsleder i den nordvestgrønlandske by Ilulissat (Jakobshavn), hvor hendes mand var chefdistriktlæge på det lokale sygehus. Børn og børnebørn trak - og så måtte parret også erkende, at det grønlandske sprog var en af de helt store barrierer i deres bestræbelser på at "blive grønlændere". Spøgsmålet var så, hvor i den sydlige del af rigsfællesskabet, de gerne ville blive gamle. Valget faldt på den landsdel, der geografisk ligger tættest på Grønland. Naturen og en lægepraksis Ingen af de to havde på forhånd nogen særlig tilknytning til det nordvestlige Jylland. Men naturen i Thy i kombination med en god lægepraksis i Nors afgjorde sagen. Inden han rejste til Grønland i 1999 - i første omgang for at passe et vikariat i et halvt år - havde Eskild Boeskov været praktiserende læge på Sjælland. Som ledende sygehuslæge fik han reelt samme funktion i Grønland. Det var naturligt at vende tilbage til en lægepraksis i Danmark: Via regionerne i Midt- og Nordjylland tilbød han sig som praksislæge. Det resulterede i en hel del henvendelser. - Så vi tog en runde for at se på de forskellige praksisser. Jeg faldt for lægehuset i Nors, som - med sygeplejersker og flere læger - minder lidt om det, jeg var vant til i Grønland. Og jeg har bestemt ikke fortrudt, fortæller 61-årige Eskild Boeskov. Nors Lægehus er en praksis med fire lægestillinger, men for tiden er der dog kun to medejere af praksissen. Eskild Boeskov er ansat efter en ny ordning, hvor en læge har mulighed for at blive ansat i en fast stilling - uden selv at skulle købe en praksis. Genopfører husmandssted Parret flyttede til Thy i sommeren 2011. Foreløbig bor de i en lejet villa på Vegendalvej i Thisted, men de har købt et tidligere husmandssted på Skinnerup Skråvej i Skinnerup. Huset var i så dårlig stand, at de valgte at rive det ned til fordel for et nybygget, som efter planen skal stå færdigt til jul. - Det var lidt tilfældigt, at det blev i Thy, vi kom til at bo. Men mentaliteten og landskaberne her passer os godt. Vi nyder naturen, det er jo fantastisk, at der er så kort afstand mellem helt forskellige typer natur ved fjorden og ved havet, siger Eskild Boeskov. Mens han altså har fortsat sit aktive arbejdsliv, er 65-årige Kirsten Strandgaard gået på pension. Hun er uddannet socialantropolog og var leder af Odsherred Museum, inden parret flyttede til Ilulissat. Her blev hun leder af det lokale museum - der i øvrigt er indrettet i Knud Rasmussens fødehjem. Nu har hun genoptaget en gammel interesse for at male og tegne. - Og så ligger det mig meget på sinde, hvordan vi i Danmark behandler folk med en anden kulturel baggrund, siger Kirsten Strandgaard - som i Thisted er frivillig lektiehjælper i klubben for flygtninge og indvandrere. I øvrigt er hun politisk aktiv i Enhedslisten. Savner Grønland Hun og Eskild Boeskov vil dog ikke nægte, at de savner Grønland - selv om skyerne på den høje himmel over Thy godt kan minde om isbjergene i Isfjorden. - Selvfølgelig er vi danskere. Men vi har prøvet at bo i en anden kultur, som vi kom til at holde af, og vi savner den meget, siger Kirsten Strandgaard. - Ja, det er så det giver et sug i maven, når man hører eller ser noget deroppe fra, tilføjer Eskild Boeskov.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.