Thy-træf: Gensyn med Thy efter 21 år

Det blev til et gensyn på Thy Træf med schweizisk motorcyklist, der også deltager i dyst om at besøge fleste træf

Niels Hansen
Thierry Quiche med sit 21 år gamle minde om besøget hos Koldby MC og Nis de Lasson var imponeret over den var med igen.
Motorcyklister 11. august 2018 16:02

IRUPLUND: Midt under den hektiske førstedag på Thy Træf, fik formanden for træffet, Nis de Lasson, også tid til at hilse på en schweizisk motorcyklist, som gæstede træffet.

Den 56-årige Thierry Quiche fra Bern i Schweiz var for 21 år siden deltager i et andet træf i Hørdum, hvor Nis de Lasson og flere af medlemmerne fra Koldby MC var aktive hjælpere.

- Jeg husker det meget tydeligt, siger Thierry Quiche og fortæller, at det, han især husker, er, at det blæste meget dengang i maj 1997, hvor Hørdum var centrum for det internationale træf, FIM Motocamp.

Et træf, som navnet antyder, lige som Thy Træf er baseret på, at deltagerne ligger i telt.

- Men det var også meget hyggeligt, og alle var flinke, fortæller den schweiziske motorcyklist, der også husker, et besøg i klubhuset hos Koldby MC, hvor der blev fortalt mange gode og måske lidt overdrevne historier.

- Jeg købte den her sweatshirt, som jeg har taget med her.

VM for motorcykeltouring

Nis de Lasson var imponeret over at se en trøje fra dengang og mente, at der nok ikke fandtes ret mange længere i næsten ubrugt tilstand.

Besøget på Thy Træf var for Thierry Quiche både muligheden for at se egnen igen, men også den specielle, at han deltager i "FIM Touring Challenge", som er et slags "VM for motorcykeltouring" og er sat i værk af den internationale motorcykelfederation, FIM.

Her er Thy Træf på listen over træf, som giver point. Det var træffet også sidste år, hvor der dog ikke rigtig var deltagere.

Fire kæmper om mesterskabet

I år er der fire, der kæmper om mesterskabet, og foruden schweizeren er det to italienere og en spansk motorcyklist. Sidstnævnte var lige omkring og vende ved åbningen torsdag og aflevere de nødvendige dokumenter, inden han drog tilbage til Spanien igen.

Deltagerne skal være til stede på et bestemt antal træf, mens nogle er bonus, og der er træf både i Europa, Nord- og Mellemamerika og i Asien.

Mesterskabet er stadig nyt og reglerne ændres hvert år, efterhånden som der kommer erfaring på.

Thierry Quiche har kørt motorcykel i omkring 40 år. Han havde en pause i nogle år, mens han arbejdede i Malaysia, men vendte tilbage til Schweiz i 2003, hvor han begyndte at arbejde hos et firma, som producerer - nå, ja - tandhjul til armbåndsure.

- Min chef var forstående og syntes, at det var et spændende projekt at være med i mesterskabet, og han har også sponseret mig ret meget, fortæller han.

Weekenden før Thy Træf var han til træf i Japan, hvor han havde lejet en motorcykel, fløj hjem til Bern og snuppede sin egen og vendte forhjulet mod Thy.

- Jeg tror nu ikke, jeg er med næste år. Jeg har en kæreste, som gerne vil se mig lidt mere...

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...