EMNER

Thybanens operatør fra 2010 ventes udpeget i løbet af februar

Arriva tog A/S, First Jylland ApS og DB Regio AG.

Inden udgangen af februar regner Trafikstyrelsen med at have besluttet, om det efter december 2010 fortsat er Arriva, der står for den regionale jernbanedrift på bl.a. Thybanen. Eller om det for otte-ti år derefter overgår til et nystiftet dansk-skotsk selskab eller det tyske regionale jernbaneselskab. Arkivfoto

Inden udgangen af februar regner Trafikstyrelsen med at have besluttet, om det efter december 2010 fortsat er Arriva, der står for den regionale jernbanedrift på bl.a. Thybanen. Eller om det for otte-ti år derefter overgår til et nystiftet dansk-skotsk selskab eller det tyske regionale jernbaneselskab. Arkivfoto

Thybanen var med i det udbud af den regionale jernbanedrift i Nordvestjylland, Midtjylland og Sydvestjylland, hvor Trafikstyrelsen under Transportministeriet havde sat fristen til mandag kl. 09. De tre endelige tilbudsgivere var de samme, som også var med ved prækvalifikationsrunden, der udløb 20. oktober. Den ene tilbudsgiver er Arriva, som har kontrakten for perioden 2003-10, og som altså har mod på at fortsætte driften fra december 2010 og otte-ti år frem. Udbuddet gælder for otte år, men der er mulighed for forlængelse i to år. Ud over jernbanedriften står Arriva for ca. 50 pct. af busdriften i Danmark og ca. 60 pct. i hovedstadsområdet. Arriva er en betydelig jernbane- og busoperatør i hele Nordeuropa. En anden tilbudsgiver er selskabet First Jylland ApS, der er dannet af DSB og skotske Frist Rail Holding Ltd. til dette udbud, og som ikke i øjeblikket står for nogen drift af jernbaner. Selskabet er dog i familie med DSB First, som har samme ejere, og som her fra nytår har overtaget jernbanedriften på Kystbanen, Øresundstrafikken og i Sydsverige. Udover i Storbritannien opererer First-gruppen også jernbaner i USA på samme måde, som DSB siden 2003 har stået for jernbanedriften i Stockholms nordøstlige del (Roslagsbanan). Endelig er den tredje tilbudsgiver DB Regio AG, der er et datterselskab af Deutsche Bahn, og som står for den største del af regionale ekspres- og intercity- samt S-jernbanestrækninger over hele Tyskland. Dertil er selskabet engageret i jernbaneaktiviteter i Storbritannien, hvor det fuldt ud ejer Laing Rail og Chiltern Railways og dertil ejer 50 pct. af selskaberne Wrexham, Shropshire & Marylebone Railways Company Ltd (WSMR) og London Overground Rail Operations Ltd (LOROL). Ifølge Jeppe Gaard, der er trafikchef i Trafikstyrelsen, regner denne med at beslutte, hvem af de tre, der får kontrakten, inden udgangen af februar.