Mejerier

Thybo-osten er endelig landet

Thybo-osten blev fredag præsenteret på Store Torv efter mere end et års ventetid. Nu kan den købes.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mie Buus fra Thisted Museum og Nik Nørby fra Thise Mejeri kunne fredag formiddag endelig præsentere Thybo-osten. Den har ladet vente på sig i over et år - blandt andet fordi den rigtige smag først skulle findes, og så skulle oste lige lagre i ni måne

Reaktioner som "bestået", "den smager godt", og "den skal jeg ned og købe" fik smilene frem på læben hos både Mie Buus, Thisted Museum, og Nik Nørby, Thise Mejeri, da de fredag formiddag endelig kunne præsentere Thybo-osten. Det skete på Store Torv, hvor der selvfølgelig var mulighed for at smagsprøve osten, der har været undervejs siden sommer sidste år, og det var der mange, som benyttede muligheden for - med efterfølgende stor tilfredshed. Thybo-osten er kommet til i et samarbejde med netop Thisted Museum, Thise Mejeri og så landmand Nicolaj Nicolajsen, Gyrup. - Jeg har i vores arkiver fundet mange beskrivelser af osten, som dengang blev lavet på forskellige gårde. De første videnskabelige omtaler af den er fra 1789, og den blev lavet helt op til 1960-1970'erne, hvor den så forsvandt. Så tænkte vi, at det kunne være sjovt at genoplive osten igen, fortæller Mie Buus, etnolog ved Thisted Museum. Thybo-osten er det, man kalder en præsteost. Dengang leverede landmændene nemlig naturalier som tiende direkte til præsternes løn, og det var ofte mælk. Den bedste måde for præstegårdene at bruge den mælk var ved at fremstille ost, og det kunne ofte blive 20-30 kg store oste, ifølge Mie Buus. 200 kroner pr. kg Så store bliver Thybo-ostene ikke denne gang, forklarer Nik Nørby fra Thise Mejeri, der står for produktionen. - Standardstørrelsen bliver omkring 12-14 kg. Det handler om de produktionsmidler, vi har til rådighed, siger Nik Nørby. Til gengæld lover han, at der er kræset for osten, som blandt andet er håndæltede i små kar. Prisen kommer til at ligge på 200 koner pr. kg for osten, som både Thisted Museum og Thise Mejeri betragter som en delikatesse. I første omgang indtil påske vil mejeriet også kun kunne levere 50 kg om ugen, da osten helst skal lagres ni måneder for at få den bedste smag. - Efter påske skulle vi gerne kunne levere 150-200 kg om ugen, og til jul næste år håber vi, at salget ligger på 600-800 kg om ugen, siger Nik Nørby. Det første sted, osten kom til salg, var fredag eftermiddag hos forretningen Byens Vin & Ost på Lille Torv i Thisted. Inden for kort tid skal osten udbredes til cafeer og restauranter i hele Thy, og på et tidspunkt håber producenten, at den kan blive solgt mere landsdækkende. Thy skal dog først og fremmest være hovedbasen. God til en stærk øl eller snaps Osten er lavet kun på økologisk mælk fra køer, som har græsset på strandurter i Thy. De saltmættede urter er nemlig den karakter, som går igen i alle beskrivelserne, som Mie Buus har fundet, og det har man forsøgt at efterligne. - Jeg synes, vi har ramt meget godt. Den passer til mine forventninger om en skarp, kraftigt smagende ost, siger Mie Buus. Både Mie Buus og Nik Nørby er enige om, at osten vil gå godt med et glas snaps eller en stærk øl. Et glas rødvin kunne også være en mulighed, mener de to. De mere tekniske beskrivelser på osten ifølge Thise Mejeri er en 50+ fuld fed ost med 30 procent fedt.