Thyboen, der indtog verden

Malthe var umiskendeligt fra Thy, og uanset hvilket sprog han med årene kom til at begå sig på (og det var mange), slog det jyske altid igennem, når han åbnede munden

Villy Dall
Den unge Malthe Conrad Bruun er ankommet til Paris og godt i færd med at forvandle sig til Conrad Malte-Brun. Måske fra 1807 - det år, han ifølge Adam Oehlenschlægers erindringer af samme lod sig overtale til at klippe sin pisk, sin hestehale af. Men
Naturvidenskab 15. september 2011 06:00

... Alligevel lærte han sig livet igennem nye sprog med et nemme og et talent, som lod ane, at den jyske undertone i hans udtale af alle sprog, om det så var dansk, fransk, polsk, engelsk eller tysk, måske nok så meget var et udtryk for vilje og karakter som for manglende øre. Sådan skriver forfatteren Bjørn Bredal i sin store biografi om den landsforviste danske trykkefrihedsoprører og senere nærmest bestemmende franske litteraturkritiker og kulturpersonlighed samt endelig verdens-anerkendte franske geograf, der døbtes Malthe Conrad Bruun i Thisted Kirke i 1775, men efter sin flugt til Paris i 1799 omgjorde sit navn til Conrad Malte-Brun. I Thy har de fleste nok hørt navnet, og måske husker de også den sandstensplade, der indtil nedrivningen i foråret 2007 af ejendommen Storegade 4 - for at give plads til det nye J. P. Jacobsen Center - sad på husets mur ud til gågaden og bevidnede, at her fødtes Malthe Conrad Bruun. Pladen blev afsløret på 100-års-dagen for hans død af Forskønnelses- og Turistforeningen for Thisted og Omegn, men befinder sig nu indtil videre i magasinet hos Museet for Thy og Vester Hanherred. Tænk: Malthe Bruun fortrængt af J.P. Jacobsen. Der findes thyboer, som føler, at det er forkert at kalde Jens Peter Jacobsen for den i verden mest kendte thybo eller Thiste-dreng, når nu Malthe Bruun virkelig er (eller i hvert fald var) kendt i hele den ganske verden. Fortrængt igen, kunne man sige. Nå, men lad os i hvert fald gætte på - uden optælling eller opinionsundersøgelse - at J.P. Jacobsen er Danmarks næstmest (efter H. C. Andersen) kendte digter og/eller forfatter i verden. Og så lader vi den skønhedskonkurrence ligge. Malte-Brun blev kendt i hele verden som en banebrydende geografisk forfatter, så en lærebog i geografi faktisk på flere sprog kom til at hedde en "malte-brun" - på fransk og italiensk langt op i det 20. århundrede. På samme måde som ældre generationer ikke siger en "undertrøje", men derimod en "macotrøje". Mako eller maco var den silkefine egyptiske bomuld, der efter ministeren for den egyptiske stats bomuldsplantager, Mahou Bey, kom til at danne mode for herreundertøj. Hoover-firmaets navn blev på amerikansk i mange år ligeledes til både betegnelsen for en støvsuger og det at støvsuge. Vi kender da også det i New Zealand 3198 meter høje bjerg Malte-Brun, der er det højeste punkt i bjergkæden Malte-Brun, som er en del af Sydalperne på Sydøen. Men de er dog opkaldt efter Victor-Adolphe Malte-Brun (1816-89), selv en berømt geograf og søn af thyboen. Derimod var det faren, thyboen, der opfandt betegnelsen Indokina - altså halv-øen mellem Indien (øst) og Kina (syd), da han i 1810 skrev sin store verdensomspændende geografi "Précis". Den geografiske betegnelse er bibeholdt, efter at Fransk Indokina ved Genèvekonferencen 1954 blev til de selvstændige stater Laos, Cambodja og Vietnam. Ifølge tysk wikipedia opfandt Malte-Brun begrebet for at beskrive den både indiske og kinesiske kulturelle indflydelse på folkeslagene på det sydøstasiatiske subkontinent. Så stor var Malte-Bruns indflydelse som geograf og journalist - det første gjorde ham så berømt, at han i 1821 valgtes til generalsekretær for det nystiftede geografiske selskab i Paris; det andet skænkede i alle hans år i Paris ham og senere hans familie brød på bordet - at mange, beretter Bredal, var helt afhængige af hans positive kritik. Det gjaldt bl.a. den store tyske naturforsker og geograf Alexander von Humboldt (1769-1859). Mens Malte-Brun tilsvarende med negativ kritik tog livet af enhver udbredelse af den skotske kartograf John Pinkertons (1758-1826) værker i Frankrig. Våbnet var hans polemiske skrivetrang og -talent. Ifølge Bredals kilder var han det sødeste menneske i enhver social sammenhæng, hvor han ikke nænnede at genere nogen. Men så snart han satte sig ved skrivebordet for at udnytte sin - indimellem tilmålte - ytringsfrihed, blev denne straks til den ytringsfrækhed, han som 14-årig grundlagde i København, få uger efter at han var ankommet til hovedstaden for at studere. Struensee havde under sin korte tid ved magten på kong Christian VII's vegne i 1770 indført ytringsfriheden, som aldrig siden er (helt) afskaffet. Altså forstået som forhåndscensur, der dog blev genindført for personer, som var dømt for at overtræde ytringsfriheden. For eftercensuren florerede fra Struensees fald i 1772 og helt frem til vedtagelsen af den første junigrundlov i 1849. Og eksisterer jo da for så vidt i dag. På den måde, at man kan blive stillet til ansvar for det, man har skrevet, trykt og udgivet. Om end grænserne for det tilladelige har skiftet. Censuren ramte allerede i 1790 den unge Bruun. I første omgang med en faderlig formaning til følge, men få år efter med stævninger. Og i 1800 en højesteretsdom med landsforvisning, som først hævedes på hans underdanige ansøgning i januar 1826. Da havde Malthe-Bruun dog via Malte-Brun forvandlet sig fra at være den mest yderliggående jakobiner (tilhænger af den franske revolutionsterror fra 1789) via en af Napoleons mest trofaste tilhængere (hvilket i 1815-18 efter kejserens fald gav ham berufsverbot som journalist) til en klar tilhænger af det af Gud indstiftede kongedømme, der nærmest pegede på Frederik VI's "Vi alene vide"-enevælde som den mest hensigtsmæssige statsform. Men så døde han jo også før de næste revolutioner i Europa. 14. december 1826, beretter Bredal, ligger han "ind over sit skrivebord, stort som en slagmark, i Rue Christine, han savler og har næseblod, venstre kind hænger slapt ned, og højre hånd har med et sidste, ukontrolleret slag før lammelsen væltet hans store globus ..." Kl. 05 om morgenen havde han siddet der. Medarbejderen Alexandre Dezos de la Roquette havde læst højt, mens Malte-Brun havde forsøgt at skrive. Så giver de op: "La Roquette pakker respektfuldt sammen og lister ud i det parisiske morgenmørke, mens Malte-Brun finder ind til sin seng efter at have siddet lidt alene og kæmpet ved skrivebordet. To timer senere dør han. Ved sengen sidder to lyse drenge, Victor-Adolphe på 10 og Conrade på 16, sammen med deres mor, Éléonore. To dage senere begraves Malte-Brun på Montparnassekirkegården efter en ceremoni i den protestantiske kirke i Rue des Billettes ... Il est tombé au milieu de sa course, skriver Alexander von Humboldt ... Han er faldet midt i sin bane." Danmark, Thy og Ulstrup, som ved hans død stadig var i brorens eje, genså "Malte-Brun, danois" (dansker, som han kaldte sig de første år i Paris) aldrig. Trods benådningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...