Thyboer i løb derudad

Nationalpark Thy Marathon er ved at blive den lokale "klassiker", men er også guleroden for mange motionisters løbstræning

- Nogle er med hele året, andre løber efter årstid og arbejde. det er helt i orden, for det er ingen pligt at møde hver onsdag, men at komme de onsdage, der passer ind i de øvrige gøremål. Det siger Tonny Borggaard, en af ankermændene bag motionsinitiativet "Løb for alle", hvor i øjeblikket godt 200 aktive medlemmer har bundet løbeskoene og taget fat på den tredje sæson siden initiativet så dagens lys tilbage i 2009. "Løb for alle" er organiseret under TIK Gymnastik, men fungerer i det daglige helt selvstændigt med faste løbeaftener fra Thy Hallen hver onsdag aften - hvis man da ikke lige er blandt de +60-årige som løber deres eget løb tirsdag og torsdag. Nye løbeklubber - Ser vi ud over landskabet, så popper der hele tiden nye løbeklubber op, ligesom der hen over året er masser af tilbud om organiserede løb, hvor man kan prøve sig selv af - også i forhold til andre. Jo flere mennesker, der engagerer sig aktivt i en af løbeklubberne, jo flere vil lidt efter lidt finde det som en naturligt skridt videre at deltage i et eller flere motionsløb hen over året, siger Tonny Borggaard. Motionsløb er ikke nødvendigvis en solopræstation. Tværtimod er der internt i de forskellige løbeklubber mulighed for at løbe med andre på samme niveau som en selv. - I de senere år er stadig flere motionsløbere blevet mere bevidste om, hvorfor de løber. De har et mål, som enten kan være det sociale i at lave en aktivitet sammen med andre - eller fordi de ser et sundhedsaspekt i det. Og efterhånden er der ganske mange, som også sætter sig egne præstationsmål, og det er i sig selv en motivationsfaktor. Lokal "klassiker" Nationalpark Thy Marathon, som i år afvikles 3. september, løbes i år for tredje gang. Tonny Borggaard ser løbet som den "lokale klassiker" og det løb, som er kulminationen på mange motionsløberes træning. - Vi håber, at interessen for Nationalpark Thy Marathon holder ved - og at løbet også fremover er det tilbud, der samler mange både lokale løbere og løbere udefra, siger Tonny Borggaard og tilføjer, at arrangementet udvikler sig år for år, ikke mindst på grundlag af de erfaringer, der samles op undervej. Maratonløbet, som foruden den fulde maratondistance også tilbyder en halv maraton samt ruter på fem og 10 kilometer - alle langt i og omkring Nationalpark Thy, er nu så bredt, at der er en tur til alle. Kort eller lang. - I år bliver løbets 10 kilometer-rute lagt om. Vi har fået tilbagemeldinger om, at en for stor del af ruten er lagt på asfalt og i åbent terræn ved Vester Vandet. Nu prøver vi at lægge en større del af ruten på skovveje indenfor nationalparken.