Thyboerne valgte Thy-øl
Fredag aften var de lokale ølentusiaster til finale-smagning på bryghuset, der også i år er blevet "Årets bryghus"
Opdateret kl. 13:30
THISTED: Ud af de 65, der deltog i fredagens finale-smagning i Danske Ølentusiasters årlige lokale ølsmagning valgte omkring ca. 50 de lokale øl i de to kategorier, hvor Thisted Bryghus var med. I øvrigt er bryghuset for andet år i træk allerede kåret som "årets bryghus" hos ølentusiasterne.
For første gang var finalisterne blandt "Årets danske ølnyhed 2016" - i alt ca. 1400 ny øl på markedet - opdelt i tre kategorier, og der var tre finalister i hver kategori at smage på.
Fur Julefrokost
Blandt de svage øl på 0-4 pct. vandt Fur Julefrokost på 2,7 pct. klart i Thisted, mens ingen stemte på Røg Øl No. 6 fra Det Lille Bryggeri. Den var da heller ikke til smagning, idet der i alt kun var brygget ca. 185 liter af den, heraf de 60 på fad:
- Fur-øllen var heller ikke til at opdrive. Bryggeriet havde ikke flere, og det samme gjaldt deres forhandlere. Men så sendte vi en spejder til Fur, der fik gennemgået skabe over hele øen, og så lykkedes det, lød det fra formand Jens Munk, der beklagede fraværet af røgøllen:
- Det er første gang, at vi ikke her kan smage alle de øl, der er i finalen, sagde han.
Den tredje øl i den kategori var Politikeren - Idealistisk Frokostøol på 2,7 pct. fra bryggeriet Syndikatet:
- En godt humlet øl for en øl med en så lav procent, lød det fra bestyrelsesmedlem Kjeld Vang Lauridsen, da han præsenterede den, som han mente, er brygget med særlig henblik på Snapstinget, så Folketingets medlemmer ikke er alt for påvirkede, når de skal behandle og vedtage landets love. Men altså slå Fur kunne den ikke - i hvert fald ikke i Thisted.
Madagascar Vanilla Stout
Næste kategori var 4,1-7 pct., og her vandt altså brygmester Antoni Aagaards Madagascar på 6,5 pct. stort - en sød øl, der er velegnet til desserter. Den er brygget på ægte Madasgascar-vanilje, som ikke er helt billig, fortalte brygmesteren.
Den vandt foran Kong Henrik på 5,0 pct. fra Hornbeer og Jacobsen Porter på 6,5 pct. fra Husbryggeriet Jacobsen.
Jack & Beer
Også i kategorien for de stærke øl på over 7,1 pct. vandt altså den lokale, nemlig Jack & Beer på 8,0 pct., som Antoni Aagaard så at sige har brygget videre på en tidligere udgave af daværende brygmester Peter Clemensen, bl.a. ved at tilsætte amerikansk whisky.
Den vandt foran Julegris(k) på 9,0 pct. fra Hornbeer og Willemoes Jul 2016 fra Bryggeriet Vestfyn.
9000 kan stemme
Der er i alt 9000 medlemmer i Danske Ølentustiaster, og Jens Munk ved ikke, hvor mange der har deltaget i de indledende afstemninger:
- For en fem-seks år siden var det lidt under 1000, men i dag ved jeg det ikke. Det bliver ikke offentliggjort, svarede han på avisens spørgsmål.
Alle medlemmer kan ved hjælp af deres medlemsnummer og en computer stemme på én øl i hver kategori, og det endelige resultat af finalen offentliggøres så ved landsgeneralforsamlingen i Odense lørdag 25. marts.
Den lokale "afstemning" foregik pr. håndsoprækning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.