Thisted

Thyholmer er Årets Førstehjælper

22-årige Daniel Gade fra Lyngs reddede en 16-årig drengs liv

Daniel Gade (til højre) og Sebastian Lyngholm Thomsen, som var den 16-årige, der faldt om. Privatfoto
Daniel Gade (til højre) og Sebastian Lyngholm Thomsen, som var den 16-årige, der faldt om. Privatfoto

Opdateret 31. marts 2017 kl. 13:06

LYNGS: 22-årige Daniel Gade fra Lyngs på Thyholm blev torsdag eftermiddag udmærket med Røde Kors’ førstehjælpspris "Årets Førstehjælper" og 10.000 kroner ved en ceremoni i København.

Daniel Gade blev belønnet for at have reddet den 16-årige Sebastian Lyngholm Thomsens liv, da den 16-årige elev fra Lyngs Idrætsefterskole faldt om i vejkanten med hjertestop på en løbetur. Daniel Gade gav livreddende førstehjælp.

Episoden udspillede sig, da Daniel Gade kommer kørende sammen med sin mor på vej ud af landsbyen Lyngs. Samtidig er en flok efterskoleelever fra Lyngs Idrætsefterskole sendt ud på en løbetur. Daniel ser i bakspejlet, at 16-årige Sebastian Lyngholm Thomsen falder om, og først joker han med det. Da det går op for Daniel og moren, at Sebastian ikke laver sjov, vender de om, og Daniel springer ud af bilen for at give hjertemassage, mens moren ringer til alarmcentralen.

Sebastian var helt blå i hovedet.

Omkring ti gange lykkes det at få gang i Sebastians vejrtrækning, men hver gang ophører den igen. I mellemtiden er der slået alarm på efterskolen, og to lærere ankommer med en hjertestarter.

Det bliver dog ikke nødvendigt at støde, og Sebastians tilstand er stabil, da han flyves væk i redningshelikopter. I dag er Sebastian en glad dreng og dyrker igen springgymnastik på efterskolen.

- Daniel handlede hurtigt og gik med det samme i gang med hjertemassage, og det er netop tiden, der er så afgørende, når vi taler hjertestop. Grundet Daniels ihærdige førstehjælpsindsats overlevede Sebastian, siger Merete McCarthy, projektleder i Røde Kors’ Førstehjælpsafdeling.

Der var tre nominerede til prisen, som alle var til stede sammen med de tre tilskadekomne. Også Røde Kors’ førstehjælpsambassadør, Peter Mygind. Han har selv oplevet at falde om med hjertestop og blive reddet af en forbipasserende, der kunne førstehjælp.

Det er 26. år i træk, at Røde Kors kårede Årets Førstehjælper.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden