Thylands Ungdomsskole vil bygge for 20 mio. kr.

Skolen venter at holde licitation inden jul på en ekstra idrætshal ved skolen

Hanstholm 10. september 2007 22:27

Interessen for to idrætslinjer på Thylands Ungdomsskole er så stor, at skolen i længere tid har arbejdet med planer om at bygge hal nummer to ved skolen. En investering på omkring 20 mio. kroner. Skolens forstabnder, Thøger Sørensen, oplyser at planerne er så langt fremme, at man regner med at kunne holde licitation inden jul. - Byggeriet vil omfatte ialt 1999 kvadratmeter og skal udover hal omfatte depotrum og en form for auditorium, fortæller Thøger Sørensen. Financieringen af de mange penge er også på plads. Byggeriet skal finansieres for realkreditlån, banklån og egne midler. Den nye hal er tegnet af arkitekt Ib Larsen fra Hanstholm. Skolen har plads til 124 elever, og der er helt booket op i det nye skoleår, der startede den 12. august. - Vi gør det her, fordi vi har for lidt plads. Selv om vi ikke er en decideret idrætsefterskole, er det en skole med megen idræt. I øjeblikket må vi leje plads til boldspillinjen i Snedsted, mens vi må leje plads til gymnastiklinjen i Sjørring, fortæller Thøger Sørensen. Elevtallet er naturligvis meget lokalt funderet, men de senere år har skolen også fået mange elever fra Midtjylland og Nordjylland, da mange tidligere elever og deres familier fungerer som gode ambassadører.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...