EMNER

Ti år med seniordans

@$:Af Jakob Lagejakob.lage@nordjyske.dk STØVRING: Seniordansen i Støvring har holdt ti års jubilæum på Rold Store Kro med middag og naturligvis dans. Men faktisk går dansen yderligere år tilbage, da den første dans blev trådt hos oplysningsforbundet AOF allerede i 1988. Ti år er det imidlertid siden, at dansen fik sin egen forening, Støvring Seniordansere. Og antallet af dansere er steget støt og roligt gennem årene under kyndig instruktion af Rosa Skriver. De var ti ved starten dengang, og i dag er der 55, som troligt hver uge lader hjerterne banke til musikken. - Dans giver jo social kontakt. Alle skifter hele tiden partner. Dansen giver motion og koncentration, forklarer instruktøren, der gerne ser endnu flere melder sig. Man kan nemlig kun blive godt humør af musikken og dansen. - Det er ikke sådan, at vi tager en fuld polka, det kan ingen holde til. Dansen er tilpasset, så alle kan være med. Det minder lidt om Square Danse, fortsætter Rosa Skriver. Gennem alle årene er dansen gået på Bavnebakkeskolen, hvor salen er velegnet til folkedansen. Skolen er let at komme til og ligger centralt for de fleste.