EMNER

Ti dage til den store åbning

PANDRUP:Sommerfuglene er begyndt at flagre omkring i Tina M. Engemanns mave, og hun har da også talt ned til åbningen af hendes butik i VesterhavsBredgade i lang tid. Der er ti dage til åbningen, og spændingen op til hun for første gang kan slå dørene op for kunder i hendes egen blomsterbutik. Endnu er der ikke mange ting i butikken, men Tina M. Engemann garanterer, at der vil blive arbejdet nat og dag på at får inventaret klar. Hun har arbejdet i blomsterbutikker før, men har ingen faguddannelse indefor branchen. Det ser hun dog ikke som en ulempe, nærmest tværtimod. - Jeg gør nogle ting, som de faglærte ikke gør. Jeg kan finde på at blande frugt og blomster, fordi jeg synes det ser pænt ud, og så er jeg ligeglad med, om det ser pænt ud eller ej, siger hun. Tina M. Engemanns sans for det æstetiske giver sig også udtryk i det første, hun har hentet hjem til butikken. Midt i lokalet står to træer, hentet i svigerfarens skov. - Folk må gerne tænke, at de træder ind i en skov, forklarer hun. Udover træerne har Tina M. Engemann også gjort andre ting, der får forretningen til at skille sig ud fra andre blomsterbutikker. Senere skal der også være plads til brugskunst mellem planterne, og hun har allerede en aftale med med kunstnere, der vil udstille i lokalerne. Kunder i butikken vil også lægge mærke til en anden speciel ting. Mænd og børn er tit utålmodige i den slags forretninger, og det har Tina M. Engemann taget højde for med et kaffebord til mænd og et legehus til børn, så de kan forholde sig i ro, mens mor ser på blomster. En anden ting, Tina M. Engemann er særligt glad for, er hendes værksted, som vil være lige ved kassen. - I et åbent værksted ser jeg ikke så passiv ud, når kunderne kommer, og folk vil også kunne sidde og få en kop kaffe og bladre i idékataloget, mens jeg ordner deres blomster, fortæller hun. Butikken åbner 1. november, så Tina M. Engemann bliver kastet hovedkulds ud i branchens travleste tid, og hun er klar over, at det ikke længere er en 37 timers arbejdsuge. - Nej den bliver nok doblet op, men selvom det bliver en træt mor, ungerne får hjem, så bliver det en tilfreds mor, når jeg har fået min egen butik, siger hun.