Børnepasning

Ti dagplejere ud i kulden

Mens turisterne strømmer til Skagen, er der færre og færre, der ønsker at bo i kommunen. Børnefamilierne flytter, og det får nu barske konsekvenser. To dagplejere sendes på kursus, en går på efterløn og ti fyres. Til sommer er der kun 120 børn i den kommunale dagpleje. Stagnationen rammer nu også for alvor børnehaverne. Hidtil har man klaret sig ved at nedlægge stuer. Nu er turen kommet til at lukke en hel børnehave inden næste sommer. På skoleområdet slog den negative udvikling igennem for et par år siden. Om fire måneder lukkes Kappelborgskolen, og i løbet af få år er der kun cirka 80 børn på en skoleårgang.