Børnepasning

Ti fortryllende år med Lærkereden

Fødselaren blev fejret med sprælsk og humoristisk trylleshow

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var fuld sup­port fra pub­li­kum - Lær­ke­re­dens børn le­ve­de sig ind i fødselsdagesshowet.

BRØNDERSLEV:Tom Harpsø tryllede underbukserne af Lærkeredens leder Anders Hansen - og hermed var bolden givet op til en rigtig humoristisk og sprælsk fødselsdagsfest for idrætsbørnehaven på Parkvej. Og netop humoren har i børnehavens tiårige historie været et vigtigt element. - Det har været ti fantastiske år, og vi har aldrig haft en klage. Nogle gange kan man være heldig at sammensætte et hold, hvor alt bare går op i en højere enhed. Det er lykkes her, tilføjer Anders Hansen. Han har i hele børnehavens levetid været leder, og tre pædagoger fejrer sammen med ham og børnehaven ti års jubilæum, nemlig Dorthe Vangsted, Dorthe Marie Willumsen og Susanne Poulsen. - Og vi har aldrig haft et ondt ord imellem os. Selvfølgelig kan vi være uenige, men humoren bærer os igennem - humoren kan være den udløsende faktor til at komme videre. - Men i sidste ende tror jeg, nøgleordene er, at vi har dyb respekt for hinanden. Det er dejligt høre fra forældrene, at de mærker en god stemning i huset. Når personalet har det godt har børnene det godt. Anders Hansen ser Lærkereden som en moderne virksomhed. - Vi er her for brugernes skyld. Når man kommer her, skal man have en ordentlig service og betjenes på en god måde. Og stedets leder glæder sig over den store opbakning forældrene giver institutionen. Idrætsbørnehaven Børnehaven Lærkereden har fra dag et været præget af pionerånd. - Og det fantastiske er, at ånden og gejsten stadig er her. Vi har villet en udvikling - man har ikke bare sagt, at det er godt nok. Og medarbejderne kommer ofte med forslag til nye tiltag. Børnehaven Lærkereden er i dag en idrætsbørnehave - en tanke der blev fostret i 2000. - Det var meget oppe i tiden med fedme blandt børn, og tanken gik på, hvad vi kunne gøre for at modvirke det. Og langsomt tog ideen om en idrætsbørnehave form. Siden har personalet taget uddannelse til idrætspædagoger og har haft fokus rettet på idrætspædagogik. Og i 2005 opnåede børnehaven certificering. - Men vi er fortsat ikke færdige med at udvikle os inden for det felt. Der er masser af muligheder endnu. Bjergbestigningen Anders Hansen husker tydeligt, hvordan den gamle herskabsvilla på Parkvej tog forandring til en ny børnehave i Brønderslev for ti år siden. - De fleste af os i personalegruppen husker, hvordan vi i weekenden inden åbningen slæbte møbler op gennem haven i ælte og pløre. Alt var hektisk i den periode. At åbne en ny institution med 60 børn i tre års alderen er en kæmpeopgave. Når jeg husker tilbage, var det egentligt fantastisk, at det gik så gnidningsløst. Det skyldes ikke mindst personalets fremragende indsats. Det kan godt være, at vi ikke besteg Mount Everest - men det føltes sådan, skriver lederen i børnehavens månedsblad Lærkereden kom til at hedde Lærkereden og forældrenes argument for dette navn var, at Lærkereden er dejligt lunt og kærligt sted, hvor børnene får næring til et langt og godt liv. - Flotte ord, som vi har forsøgt at leve op til lige siden. Kaptajnen til kaj Anders Hansen er 58 år, og om tre-fire år forventer han, at en ny leder skal tage over. Så derfor afholder han sig fra at komme med fremtidsvisioner for stedet. - Lærkerede bliver nærmest som et barn for én. Jeg har været med til at søsætte skibet og stået ved roret hele vejen. Det bliver en mærkelig dag, den dag man lægger til kaj. Men forhåbentlig er Dorthe, Dorthe Marie og Susanne her også om tre år. Og de ”nye” der er kommet til har adopteret pædagogikken på allerbedste vis. Så jeg er overbevist om, at Lærkereden er i gode hænder i mange år frem.