Ti meldes dræbt ved togeksplosion i Sankt Petersborg

Blodbad i metrosystemet i Sankt Petersborg i Rusland. Der meldes om en eksplosion mellem to stationer.

Den russiske storby Sankt Petersborgs metro er blevet ramt af en eksplosion. Der meldes om omkring ti dræbte og måske 50 sårede. Foto: Scanpix/Xinhua
Rusland 3. april 2017 16:12 - Opdateret 3. april 2017 16:39

RUSLAND: Mindst ti mennesker meldes dræbt og omkring 50 såret ved en eksplosion i metrosystemet i byen Sankt Petersborg i Rusland.

Oplysningerne kommer fra de russiske nyhedsbureauer Tass og Interfax.

Tidligere blev der meldt om flere eksplosioner, men Reuters citerer en kilde i redningstjenesten for at sige, at der "kun" er tale om én eksplosion, som indtraf i et tog mellem to stationer.

Nyhedsbureauet Interfax citerer en unavngiven kilde for at sige, at en eksplosion kom fra en bombe, der var fyldt med granatsplinter.

Oplysningen er ikke bekræftet fra officiel side.

Et øjenvidne fra Reuters siger, at mindst otte ambulancer holder nær metrostationen Sennaja Plosjtjad.

Hele metrosystemet er lukket efter blodbadet.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger, at der er dræbte og sårede, og han kondolerer de ramte.

Han oplyser, at det endnu ikke er klart, hvad der er årsag til eksplosionerne.

- Myndighederne er ved at fastslå årsagen, siger Putin.

Putin er ifølge flere medier i Sankt Petersborg, hvor han mødtes med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, da metrosystemet blev ramt.

Sankt Petersborg er den største by i Rusland efter hovedstaden Moskva.

Der bor omkring fem millioner mennesker i byen, og metroen er ifølge det franske nyhedsbureau AFP en travl færdselsåre i byen.

Ruslands sikkerhedstjeneste har tidligere sagt, at den har forpurret "terrorangreb" på det offentlige trafiksystem i Moskva.

Disse terrorplaner skulle have militante, trænet af Islamisk Stat, som bagmænd, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men andre steder end i Moskva er togstationer i Rusland tidligere blevet ramt af attentater. I 2013 blev en togstation i byen Volgograd ramt af en bombe, der dræbte 18 mennesker.

En anden bombe dræbte i en bus 16 mennesker.

I januar 2011 blev Moskvas Domodedovo-lufthavn ramt af et selvmordsangreb, som islamistiske oprørere i Kaukasus senere tog skylden for. Her blev 37 mennesker dræbt.

Tilbage i 2010 blev metroen i Moskva også ramt, da to kvindelige selvmordsbombere sprængte sig selv i luften på metrotog i Moskva og dræbte 38 mennesker.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...