Tican må droppe planer om aftenhold

Fødevarestyrelsen kan stadig ikke give tilsagn om mandskab til den veterinære kontrol

Poul Erik Holm
Over 200 strejkende statsansatte tilsynsteknikere lammede torsdag helt eller delvist seks-syv af landets store svineslagterier. Arkivfoto
Veterinærvirksomhed 23. august 2007 23:02

Det betyder, at Tican i går besluttede at droppe planerne om at starte et aftenhold på mandag. Det lå fast efter et møde torsdag, hvor det ikke lykkedes at nå til enighed. Dermed havnede Tican i den værst tænkelige situation efter tre dages heftig mødeaktivitet både i Fødevarestyrelsen og på Tican. Til det sidste håbede Ticans administrerende direktør, Ove Thejls, at der kunne findes en mellemløsning i en overgangsfase, men det lykkedes altså ikke. Ticans stilling har i hele forløbet været usikker, da der blandt andet har været interne forhold i Fødevarestyrelsen, som Tican slet ikke er herre over. Desuden ligger der et lovkrav om, at hver eneste gris skal kontrolleres enten af en dyrlæge eller en veterinærtekniker. En fåmælt og skuffet Ove Thejls kommenterede i går situationen. - Vi starter ikke mandag aften. I stedet vil vi nu bruge mandag og tirsdag til oplæring af de udenlandske veterinærer, som møder mandag. Hvad vi så gør onsdag, afhænger af Fødevarestyrelsen. Hvis styrelsen kan garantere mandskab, vil vi forsøge at starte et eftermiddagshold, så der slagtes fra klokken seks til 19. Så kan vi alligevel nå at slagte de grise, vi skal. Men det giver ikke et optimalt produktionsflow, siger Over Thejls. Fødevarestyrelsen sorterer under minister for familie- og forbrugeranliggender, Carina Christensen (K), der har beroliget med, at der i år er blevet optaget betydelig flere dyrlægestuderende i år. - I år er der optaget 190 dyrlægestuderende mod kun 120 for et par år siden. Det vil betyde flere uddannede dyrlæger til gavn for både landbrug, industri og fødevarekontrollen. Ændringerne vil desværre først hjælpe på længere sigt, har ministeren skrevet i et svar til folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V), der har presset på for at få Fødevarestyrelsen til at leve op til de lovpligtige krav om fødevaresikkerhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...