THISTED:Udsigten til et yderligere fald i produktionen af slagtesvin i Danmark får nu slagteriet Tican i Thisted til at lancere nye initiativer for at dæmme op for den stigende eksport af smågrise - især til Tyskland, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Bestyrelsen godkendte tirsdag et forslag fra administrerende direktør Ove Theils om at tilbyde landmændene en garanteret afregningspris for grise, der leveres tre måneder senere.
Fastpriskontrakterne er en idé, som Ove Theils har hentet fra Tyskland. Det er meningen, at Ticans andelshavere får muligheden ved årsskiftet.
- Hensigten er ganske enkelt at eliminere den usikkerhed, der til tider er omkring rentabiliteten i produktionen af slagtesvin, siger Ove Theils.
Bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen siger, at en form for kontrakt om prisen faktisk har været et ønske i andelshaverkredse.
- Man har før spurgt, om man kunne få en garantipris, fordi man var nervøs for, om man turde tage risikoen, siger bestyrelsesformanden.
I første omgang vil man tilbyde priskontrakter på en begrænset mængde grise for at afprøve konceptet.
Smågriseeksporten har betydet en nedgang i slagtningerne på årsbasis på halvanden procent.
Tican-koncernen, der har afdelinger i England og Polen, kan præsentere et ”fornuftigt resultat i en brydningstid” for aktionærer og andelshavere ved generalforsamlingen i begyndelsen af december.
Resultatet af ordinær primær drift udgør 142 millioner kroner, hvilket er 55 mio. kr. under året før - hovedsageligt på grund af lavere indtjening i de engelske forædlingsvirksomheder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.