Tican vil ikke købe ledigt slagteri

Slagterier 7. september 2002 08:00

THISTED: Slagteriet Tican i Thisted er ikke interesseret i at overtage slagteriet i Struer, som Danish Crown lukker i næste måned. Lukningen og frasalg af en slagtekapacitet på mindst 10.000 svin pr. uge er en del af de vilkår, som skal opfyldes, for at konkurrencemyndighederne kan godkende den nylige fusion af de slagterigiganter, Danish Crown og Steff-Houlberg. Administrerende direktør Ove Thejls, Tican, oplyser, at Struer-slagteriet med for øjeblikket 200 medarbejdere er uden interesse for Tican. - Jeg har svært ved at få øje på en køber, der vil overtage slagterivirksomheden i Struer, siger Ove Thejls. Tican er Danish Crowns eneste reelle konkurrent på svineslagtning. Det nordvestjyske slagteri står for 6,5 pct. af svineslagtningerne herhjemme. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...