Tid at melde sig på VUC efter sommer

Vedvarende rygter om lukning af VUC Hirtshals irriterer og afvises

Skolevæsen 1. juni 2003 08:00

HIRTSHALS: - Der går rygter om, at VUC Hirtshals snart lukker. Men det er ikke tilfældet, fastslår afdelingsleder Peter Rasmussen, VUC i Hirtshals. VUC lever i bedste velgående. Men hvis sådanne rygter medfører, at tilmeldingen svigter, kan det blive svært at oprette alle hold, erkender han. Han henviser til, at amtet satser på, at Hirtshals-afdelingen fortsat skal eksistere som undervisningssted og helst med et endnu bedre og bredere udbud af fag. Hvis man er ledig og har mulighed for aktivering, kan VUC-fag indgå i handlingsplanen. VUC-fag kan også fungere som kommunal aktivering, og så er undervisningen tilmed gratis. Er man i arbejde kan man søge SVU - Statens Voksen Uddannelsesstøtte, der svarer til højeste dagpengesats. Det kræver imidlertid, at arbejdsgiveren er med på ideen. - Det er ikke særlig dyrt at dygtiggøre sig. Deltagerbetalingen ligger på mellem 100 kr. og 600 kr. pr. fag. Hvert fag har mellem 90 og 240 lektioner. Det betyder, at hver lektion kan betales for mindre end tre kroner. Det er da billigt, hævder Peter Rasmussen. På VUC Hirtshals kan man vælge mellem 9. og 10. klasse (trin 1 og 2) og HF. På trin 1 og 2 kan man vælge følgende fag: Dansk, matematik, engelsk, tysk, samfundsfag og historie. På HF kan vælge dansk, psykologi, historie, samfundsfag, engelsk, matematik og drama. Der er mulighed for at tage en halv HF-eksamen, men man kan også nøjes med at tage et enkelt fag, hvis det passer bedst. - Den største fordel ved VUC er, at det er muligt at sammensætte sit skema, så det passer ens hoved. Man kan f.eks. vælge engelsk for begyndere, matematik for viderekommende, HF dansk og HF psykologi. Der er netop nu åbent for tilmeldinger for næste skoleår. Foruden på VUC, Nørregade 38 kan man møde en studievejleder på Hirtshals Bibliotek på bestemte dage og tidspunkter i den kommende tid, ligesom der de to næste torsdage er en studievejleder med bogbussen i Bindslev. - Det er nu, man skal melde sig til, så man kan sikre sig en plads på de rigtige hold efter sommerferien, slår Peter Rasmussen fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...