Tid til besindelse

Denne mandag morgen er den første almindelige hele arbejdsdag i det nye år, år 2010!

Vi ruster os til at gå i gang. Ja, vi gør! Ved nytårstide ser vi tilbage – og vi ser frem. Det er besindelsestid – måske især besindelsestid på, hvad der i grunden bærer os og bestemmer os i forhold til vort liv, som enkelt individer, som samfund, som folk. Jeg har valgt som tema for denne nytårsgudstjeneste for Aalborg by og dets forskellige styrelsesorganer, ”Det Officielle Aalborg” at fokusere på et aktuelt tema, nemlig forholdet mellem religion og politik – og for nu at stille helt skarpt på temaet: forholdet mellem den danske folkekirke og det danske samfund. Der består i Danmark et samvirke mellem den danske stat og den danske folkekirke. Det kommer til udtryk i Rigets Grundlov § 4, hvor det hedder: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Fællesskabet mellem stat og kirke kommer tillige til udtryk i Grundlovens bestemmelse om, at Danmarks regent skal tilhøre den danske folkekirke. Det skal ikke forstås som et udtryk for personlig tvang overfor regenten, men som en klar tilkendegivelse af, at Danmark konstitutionelt er et kristent land. Det indebærer, at med den symbolbetydning, regenten har som landets overhoved, symboliserer regenten samhørigheden mellem folk og kirke. Tilsvarende understreges denne samhørighed hvert år den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget indleder det nye folketingsår med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. De grundlæggende værdier i vort samfund har sin rod i vort folks tusindårige kristne tradition og historie. Det gælder vort menneskesyn – at hvert eneste menneske har ukrænkeligt værd og værdighed. Og det gælder i vort samfundssyn, at vi har ansvar for hinanden, at intet menneske bare kan være sig selv nok. Og det gælder i synet på vore demokratiske frihedsrettigheder – at vi har frihed i tanke, tro og tale. Denne frihed er truet i vor tid af politiske og religiøse fundamentalistiske kræfter, hvis styrke det er naivt at undervurdere. Derfor skal vi som et kristent folk besinde os på og vedkende os vort værdigrundlag og værne om det. Vi har lyttet til to markante læsninger fra Bibelen – det storslåede skabelsesdigt fra Første Mosebog, som ikke er en bogstavelig forklaring på, hvordan universet er blevet til, men som er en digterisk vision, som i et poetisk helhedsbillede vil anskueliggøre, at Gud er Skaberen, at Jorden og alt, hvad der er derpå, er udtryk for Guds godhed og velsignelse, og at mennesket er sat som Guds medarbejdere til opretholdelse af skaberværket med ansvar for den jord, vi har fået betroet - og med ansvar for hinandens ve og vel. Det er en storslået og vidunderlig vision, en umistelig vision: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! ... Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så hvor godt det var.” Alt, hvad Gud har skabt, er skabt i glæde og til menneskers modtagelse i taknemmelighed. Hvad skal jeg sige? mine ord / vil ikke meget sige: / o Gud!, hvor er din visdom stor / din godhed, kraft og rige! (DDS 15,9) Det er menneskets kongelige opgave og ansvar at herske over skaberværket – ikke at udøve et rædselsregimente og i hensynsløshed udplyndre jorden – men at herske i ansvarlighed. Mennesket er skabt i Guds billede. Det betyder, at det er skabt til at leve i glæde og ansvarlighed overfor Gud og i forhold til sin omverden og andre mennesker. Det er tillige forskellen på et menneske og et dyr. Et menneskebarn skal gennem sin opvækst og opdragelse udvikle sig til medlevende ansvarlighed. Ansvarligheden er den kategoriale forskel på mennesker og dyr. Et dyr kan ikke gøres ansvarligt – men et menneske, der lægger sit ansvar fra sig, kan blive til et umenneske. Der er en sammenhæng mellem skabelsesdigtet fra Første Mosebog og læsningen fra Johannesevangeliets første kapitel: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” – Og: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Skaberordet, som var i begyndelsen, blev kød og blod i Jesus fra Nazaret. I ham har Gud åbenbaret sig i denne verden, for således elskede Gud verden, at han gav os sin Søn, at han gav os sig selv, for at vi ikke skulle gå til grunde, men vinde livet, nu og evigt. Derfor bekender vi, at Jesus er Kristus, Guds lys i verden – og lyset skinner i mørket og mørket kan ikke kvæle lyset. Det skinner – og intet mørke er så tæt, at lyset ikke kan bryde det. Den evige skjulte Gud, som bor i et utilgængeligt lys og som intet menneske har set eller kan se, har åbenbaret sig i et menneske – ikke i en tyrannisk, autoritær herskerskikkelse, som med Djævelens vold og magt vil undertvinge mennesker og trælbinde deres sind og tanker – men i et sårbart og værgeløst menneske – i barnet i krybben og manden på korset – Gud kalder gennem Jesus Kristus på menneskers frie ja og hjerters kærlighed. Kristus er troens og håbets og kærlighedens skikkelse i denne verden. Han er verdens lys. Den, der følger ham, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. (Johs. 8,12) Så ”Gå da frit – enhver til sit – og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til – at gøre gavn, som Gud det vil – på allerbedste måde. (DDS 752,4) Gud give os alle et velsignet og glædeligt nyt år 2010. Amen. Indlægget er Søren Lodberg Hvas' prædiken i Budolfi Kirke i Aalborg 4.1.