Tid til et eftersyn?

LEDER Svækket fagbevægelse på kampdagen - er det mon blevet ...

1. maj 2012 06:00

Engang - og så mange år er det heller ikke siden - kunne den danske fagbevægelse få store dele af den voksne danske befolkning til at marchere i samlet takt under røde faner på vej mod det fælles mål. I dag - på arbejdernes internationale kampdag anno 2012 - minder store dele af fagbevægelsen mest af alt om en patient, der trænger til det hele store eftersyn. For ikke nok med, at medlemstallet siver, og at under en tredjedel af de stemmeberettigede - 29,3 procent - for nylig orkede at deltage i afstemningen om deres løn- og arbejdsvilkår for de næste to år. Et ellers ret vigtigt mæglingsforslag for en halv million lønmodtagere i den private sektor. Nu viser det sig også, at ganske mange åbenlyst er kommet alvorligt i tvivl om fagbevægelsens betydning og ikke mindst dens magt. I en ny meningsmåling erklærer lige knap halvdelen af befolkningen - 49 procent - sig helt eller delvist enig i, at "fagbevægelsen har udspillet sin rolle som en væsentlig politisk aktør". Dette udsagn er lidt over en tredjedel af befolkningen - 35 procent - helt elle delvist uenig i. De seneste trepartsforhandlinger har da også vist, at det snarere er politikerne, der formaner fagbevægelsen om, hvad den skal mene og ikke mindst levere - først og fremmest mere arbejdstid hos hver enkelt - snarere end det er fagbevægelsen, der sætter rammerne for, hvad en socialdemokratisk ledet regering kan og ikke kan. Samtidig står fagbevægelsens pr. tradition bedste venner på Christiansborg, Socialdemokraterne, så svækket som aldrig for. Vel nok i arrigskab over at føle sig svigtet af SRSF-regeringens talrige løftebrud har så mange af partiets traditionelle vælgere på det seneste valgt at sive over til Venstre, at Danmarks Liberale Parti i dag nu med en vis ret kan tillade sig at kalde sig "Danmarks største arbejderparti". På flere måder er tidligere LO-boss Thomas Nielsen endt med at få ret i sine udødelige ord om, at fagbevægelsen har sejret ad helvede til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...