Tid til et godt grin

I Uggerby skal det være sjovt for både publikum og skuespillere.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Grevinde Schnob von Plattenjuhl af Auguenfryd, spillet af Lone Skov, iscenesætter sin død, for at se hvordan hendes børn vil forvalte arven.

UGGERBY:- Er det så mig?, bliver der spurgt fra scenen. - Ja, siger sufflør Lisa Hornung og giver stikordet til den næste replik. Hurtigt bliver tråden fanget, og forestillingen fortsætter. Der mangler stadig lige de sidste finpudsninger, inden dilettantforestillingen 'Grevinden går igen, igen' skal opføres i Borgerhuset i Uggerby 12-13. marts. Men amatørskuespillerne er godt på vej. - De er langt fremme, i forhold til hvad de plejer, siger instruktør Mona Fjordbak. Stykket er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen og valgt ud fra humoren, som, mener Mona Fjordbak, passer godt til Uggerby. - Der sker noget fra start, som fanger publikum, og det var vigtigt for mig. Med hans stykker har jeg også nemt ved at se, hvem der ville passe til rollen, forklarer Mona Fjordbak. Nemt at give kritik To gange om ugen i to måneder har de otte på scenen og fire bag scenen øvet på forestillingen. I fællesskab bliver rollernes små finurligheder sammensat, og der bliver ikke holdt tilbage, hvis noget ikke fungerer. - Vi har kendt hinanden i lang tid, og derfor er det nemt at give kritik, siger Henriette Pedersen, som spiller sagføreren Gisela Kärnkrämmergut, der hjælper grevinden med arven. - Det bliver positivt modtaget, for vi vil gøre det så godt som muligt, siger Allan Pedersen, der spiller kammerjægeren Laurits. Henriette og Allan Pedersen er gift, og Knud Frandsen har sin datter Pia Frandsen med, og familieforholdene kan give nogle sjove situationer på scenen. - Pia og Knud spiller elskende, og hvis publikum ved, de er far og datter, gør det stykket endnu sjovere for dem, siger Mona Fjordbak. Sammenholdet er vigtigt Når øveaftenen er slut, samles de medvirkende bag scenen, hvor de drikker kaffe og spiser en skive franskbrød, mens de snakker, griner og støtter hinanden. - Sammenholdet er det halve af at lave dilettant. Vi er som en familie, siger Mona Fjordbak. Det giver skuespillerne også som grunden til at fortsætte, selvom de fleste hvert år siger, at de ikke vil igen. Men når opkaldet fra Mona Fjordbak kommer, er betænkningstiden kort. - Min mand sagde, jeg skulle. Så kunne han få lidt frihed, og det får jeg jo også, griner Pia Frandsen. Rekvisitter igen, igen Dilettantforestillingen plejer at være en succes, og selvom skuespillerne er lidt nervøse, så forsvinder det på scenen. - Man skal lige i gang, og når folk første gang griner, så kører det, siger Inger Vigg. Det er ikke altid, at publikum griner, hvor skuespillerne havde regnet med, og der er også stor forskel på responsen fra salen fra fredag til lørdag. Men når det hele er overstået, så er der en fælles følelse af stolthed. - Det er helt sikkert de to måneder værd, når publikum griner. Jeg bliver så stolt, siger Lisa Hornung - Jeg tænker 'yes, yes, yes, de gjorde det'. Jeg er altid så stolt over dem, siger Mona Fjordbak. - Vi ville da gerne have vidst, at du havde det sådan, svarer Henriette Pedersen, og resten af gruppen begynder at grine.