Tårs

Tid til et nyt liv

TÅRS:En kunde kommer ind i butikken. Fra sit hjørne kigger katten Vanilla undersøgende op. Kunden kommer hen til disken, hvor Ruth Jensen smilende tager imod. Og så kommer spørgsmålet. - Hvordan kan det være, at du lukker? Sådan spørger de fleste kunder i Butik Ruth i disse dage. For efter at have drevet butikken 19 år har Ruth Jensen valgt at sige farvel til sit liv som butiksindehaver 1. marts. - Jeg synes godt, jeg kan tillade mig at slippe roret nu og starte en ny epoke i mit liv. Ruth Jensen har haft det godt med at være selvstændig i mange år, men selv om hun har været glad for at kontrol med sit eget liv, har hun været bevidst om, at det var frihed under ansvar, og at hun var meget bundet til forretningen. - Min mand er trappet ned de sidste par år, og han har prikket mig på ryggen nogle gange. Han synes, jeg skal til at tænke på at få mere tid sammen med ham og resten af familien. Netop familien fik for halvandet år siden en udvidelse i form af barnebarnet Magnus, og der er ingen tvivl om, at han nyder at være på besøg i farmors butik. Her står lys, creme og kurve i børnehøjde, og han tager for sig af de mange ting. Men det bedste er nu, når han bliver løftet op, så han kan nå kasseapparatet. Tasterne siger "DUUT", når han trykker på dem. Så er verden god. Hvad den vundne tid ellers skal bruges på ud over Magnus og resten af familien, er endnu ikke fastlagt. Ruth Jensen virker ikke helt klar til at lave ingenting og overvejer derfor at få et deltidsjob. Butikskatten Vanilla smyger sig om benet på en ældre mand. Den har længe været et fast trækplaster i butikken, hvor mange kommer ind bare for lige at hilse på og klø katten lidt. - Kan jeg ikke få ham med hjem i lommen, siger den ældre mand, mens han klør Vanillas mave. - Mange har været så nervøse for, hvad der nu skal ske med den, når jeg lukker. Om jeg bare vil tage fra den, men det gør jeg selvfølgelig ikke, siger Ruth Jensen og smiler. Men der er nok ikke tvivl om, at mange kunder vil komme til at savne Vanilla og besøget i butikken, hvor der altid er tid til en snak. Og Ruth Jensen kommer til at savne dem. - Jeg kommer til at savne at snakke med kunderne om, hvordan det går. Jeg kan godt lide at følge med i menneskers ve og vel. Hun kan tit huske kunden fra gang til gang og skal lige høre, hvad der er sket siden sidst. - Jeg har også gennem årene haft rigtig mange børn, der er kommet ind for at købe gaver. Så får man også et forhold til dem, og så kommer de nogle gange og betror sig. Hendes personlige forhold til kunderne har sandsynligvis også været med til, at butikken har kunnet løbe rundt i en tid, hvor mange butikker i oplandsbyerne må lukke. Ruth Jensen giver dog æren til beboerne i Tårs. - De har været gode til at bakke op om butikken. Jeg har en del kunder, der først kommer ind til mig, for at se om jeg har det, før de kører til Hjørring.