Lokalpolitik

Tid til forandring

Det kan selvfølgelig virke påfaldende, at kommunens økonomidirektør siger op i en situation, hvor kommunens økonomi for alvor er klemt. Men det har ingen sammenhæng.

Det fastslår Karl Henrik Laursen, der efter seks år i spidsen for økonomiafdelingen har valgt at søge nye udfordringer. - Jeg føler bestemt ikke, at jeg forlader den synkende skude. Min kontrakt udløber til efteråret, og så har jeg besluttet, at det er tiden at prøve noget andet, siger Karl Henrik Laursen, der understreger, at han og kommunens øvrige ledelse skilles i fuld forståelse. - Det har været nogle meget spændende år i Hjørring Kommune. Især kommunesammenlægningen har været meget lærerigt, siger Karl Henrik Laursen, der i 2004 skiftede fra en stilling som administrationschef på Sygehus Vendsyssel netop for at være med til den historiske sammenlægning af fire kommune. - Det har selvfølgelig været en stor udfordring, og læren er, at det tager længere tid end man regner med, at få sådan en ny organisation til at fungere, siger Karl Henrik Laursen. De senere års meget stramme økonomi har ikke skræmt ham væk fra jobbet. - Hvis man piver over de udfordringer, har man valgt det forkerte job. Jeg kan sagtens finde på at søge tilbage i en kommune på et senere tidspunkt, siger økonomidirektøren, der går af i slutningen af oktober. Ud over en rejse i nogle måneder med familien - formentlig i Australien og Sydamerika - er fremtiden foreløbig uvis. - Men man skal selv træffe nogle valg, hvis der skal ske noget nyt, siger Karl Henrik Laursen, der siden nytår også har været direktør for arbejdsmarkedsområdet. - Det tegner rigtigt spændende og det har nok været det sværeste at sige farvel til, siger han.