Tid til fordybelse?

Det er langfredag vel at mærke i den Georgisk-ortodokse kirke, Det vil sige i slutningen af april "dansk tid".

Jeg går rundt i Tbilisi, hovedstaden i Georgien. En utrolig smuk by. Navnlig den gamle del af staden. Med mængdevis af kirker fra 6-8. århundrede. Smalle gader, grønne steder man skulle bruge film på film, hvis man ville fotografere alle de pittoreske og romantiske scenerier, der dukker op. Alle huse har balkoner. De ligner flodbåde på Mississippi. Min på hotellet er alenlang og floden gennem byen løber lige under den. Faktisk sidder jeg på et udhæng på klipperne. Byen er ikke mindre smuk nu. Mængdevis af huse er nymalede i pastelfarver. På byens pladser er der nyplantet græs i forskellige figurer, bl.a. det georgiske og amerikanske flag. Præsident Bush kommer nemlig på besøg om en uge. Og alt skal fremstå venligt og imødekommende. I forretningerne begynder amerikanske og georgiske flag at dukke op. Politiet planlægger sikkerheden og ved Parlamentet, der er min arbejdsplads, er der generalprøve på æresgarden, der skal modtage den fine gæst. Hvor er Verden dog underlig og omskiftelig. For blot 15 år siden var denne situation utænkelig. Georgien var en del af Sovjet. En amerikansk præsident ville næppe komme på besøg. Jeg havde politisk kæmpet mod kommunismen i mange år og betragtede ligesom Reagan Sovjetunionen som "det onde imperium". At det var det, er jo blevet bekræftet siden. Historierne om Gulag-fangelejrene eller forholdene i DDR bag Muren viser, at vi havde ret. Georgien var mest kendt for at være Stalins fødeland – noget, man dengang var stolte af – og heldigvis i dag ikke fornægter. Der er intet så pinligt som troen på, at man ved at vælte statuer og ledende personligheder kan udslette en ond del af historien. Det er langt bedre at huske, for det advarer mod en gentagelse. Men her sidder jeg altså, den gamle "koldkriger", og er omgivet af venlige georgiere samtidig med, at jeg hjælper dem med at få deres demokrati til at fungere. De kan mærke i dagligdagen at historiens hjul drejer – på godt og ondt. Og jeg kan mærke det. De tunge ringelyde fra byens kirker runger gennem luften. I en kirke, jeg besøgte, gjorde man alt rent som forberedelse til Påsken. De smukke ikoner skinnede og tæpperne blev båret udenfor til luftning. I en lille gade mødte jeg en gruppe unge. Pludselig stoppede de alle – og korsede sig tre gange. Jeg undrede mig, indtil jeg opdagede en lille kirke bag mig. Her i landet stopper man hver gang man går forbi en kirke og gør korsets tegn. Senere kørte jeg i en taxi gennem byen, og pludselig gjorde chaufføren korsets tegn. Én af byens store kirker var i samme sekund dukket op i horisonten. Naturligvis kan vi trække på skuldrene og spørge os selv om det ikke blot er overfladisk skuespil. Bliver man en bedre kristen af, at man korser sig foran enhver kirke? Nej, naturligvis ikke. For éns kristne livsholdning skal jo vise sig i dagligdagen. Det afgørende er naturligvis, hvordan man lever livet og behandler sine medmennesker. Men alligevel giver det stof til eftertanke. I Georgien har religionen overlevet på trods af Sovjets forsøg på at udrydde den. Religionen er nok også stærk her, fordi fattigdommen er så stor. Mange har brug for håbet og troen på, at der findes en Gud, der kan hjælpe én i nødens stund. Det er måske noget vi har glemt i vor stressede og materialistiske verden. Hvor mange danskere stopper mon op og tænker over livets gave og alt det dejlige, vi har fået skænket? Jeg kan ikke lade være med at tænke på vor egen påske og hvordan den foregår. Samtidig med, at nogle danskere er bange for, at mennesker fra andre trosretninger skal afkristne vort land, tramper vi på den religion, vi så gerne vil forsvare. I min barndom var langfredag og påskedag "stille dage". Man gik ikke i biografen eller på restaurant. Tv viste "seriøse" film eller udsendelser, der gav stof til eftertanke – eller bragte koncerter, hvor musikken kunne få os til at overveje tingene. Men nu? Er der ikke sexmesse et eller andet sted, så larmer musikken fra underholdningssteder og halvfulde gæster render rundt i gaderne. Da langfredag i sagens natur er en fredag, så sender tv de mest pjattede underholdningsudsendelser og lader, som om der slet ikke er noget specielt ved dagen. Påskedag er ikke bedre. Det kristne Danmark signalerer, at man ikke skal tage helligdagene alvorlige – og de mennesker, der gør det, gør det helt privat for at forsøge at finde ro fra al larmen. Naturligvis kan man være kristen uden at gå i kirke. Naturligvis kan man tro på kristendommen uden at skulle gå i sort langfredag. Men ét eller andet sted er det da et problem, at mennesker med en anden tro oplever os på den måde. Hvordan skal vi dog forklare dem, at vi også har en tro og at den betyder noget for os? Jeg kan godt forstå de, der kommer til vort land og opfatter os som overfladiske og ligeglade, når de ser, hvordan de mest centrale dage i vor tro bliver behandlet. Hvis man er bange for at miste sin egen tro, er man da sikker på at gøre det, hvis man selv træder på den. I stedet for at bekymre os om alle de andres tro, kunne det jo være, vi skulle overveje vor egen. Men det kræver tid og fordybelse. Og det er jo mod den tidsånd, der præger vort samfund. Alt skal gå hurtigt. Vi skal "være på" hele tiden. Og vi skal have oplevelser. Den holdning har fjernet noget værdifuldt fra vort liv. Vi bliver nok dårligere til at klare modgang og problemer. Og vi har sat os selv i centrum, som om det var os, der er Verdens midtpunkt og det, hele universet drejer sig om. Engang imellem er ydmyghed og eftertanke på sin plads. Måske er det overdrevet i Georgien. På den anden side hjælper det altså en hel nation igennem en omskiftelig periode med mange materielle problemer. Men sjælen er i behold. Det kan være, vi også burde lære noget af dem. Nu vil jeg så bevæge mig ud i byen for at opleve én af de smukke midnatsmesser. Sådan én kan man nemlig leve længe på. Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker, folketingsmedlem (CD) 1988-2001, landsformand for CD i 1978-87 og igen fra 2004. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet, p.t. Georgien.