EMNER

Tid til lidt bogstavleg?

LEDER Er der midt i en krisetid, som kalder på initiativer, virkelig...

Noget kunne godt tyde på, at VKO-trekløverets dage med et helt snævert og meget tæt samarbejde er forbi, næsten uanset hvordan det kommer til at gå ved det kommende folketingsvalg. I hvert fald har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, pludselig fået umådeligt travlt med at lægge afstand til Dansk Folkeparti, og har følt sig kaldet til at meddele, at "jeg ønsker, at VK-regeringen skal fortsætte, og derfor går jeg til valg på det. Og derfor skal Dansk Folkeparti ikke i regering". Af blandt andre politisk kommentator (og tidligere formand for De Konservative), Hans Engell, er det lige ud blevet udlagt, som om den hidtidige blokpolitik er slut, og at Venstre-formanden ønsker at signalere, at hvis blå blok fortsætter efter valget, er partiet parat til at samarbejde med De Konservative, De Radikale, Liberal Alliance - men selvfølgelig også Dansk Folkeparti. Egentlig kan det godt undre, at Venstre-formanden - og statsministeren - har ladet sig føre ud i endnu en rask lille omgang bogstavleg - med indbyggede muligheder for intern splid mellem tre partier - midt i en krisetid, der unægtelig kalder på en eller anden form for håndgribeligt initiativ fra regeringen. Og dét kan godt være en vækstpakke, hvis man ellers skal tro De Konservatives partileder Lars Barfoed, som mener, at "det afgørende vil være at stimulere forbruget. Vi skal sætte gang i omsætningen og boligmarkedet, så befolkningen kan føle sig tryg og får tillid til den økonomiske politik igen". Lige nu har VK - med eller uden O - også brug for at (gen)skabe den rent politiske tillid til, at partierne rent faktisk har viljen og modet til at få ført Danmark sikkert igennem tidens alvorlige økonomiske og finansielle krise - uden at ende som et par meget omtalte voldsomt nødlidende lande rundt om i Europa. Også derfor kan valgkampen næsten ikke undgå at komme til at handle om dansk økonomi, som danskerne - ifølge en ny måling - betragter som det absolut vigtigste valg. Ikke mindst kvinder synes dog, at velfærden er lige så vigtig.