Frederikshavn

Tid til sommerfest

FREDERIKSHAVN:Ungdomsborgens traditionsrige sommerfest er lige på trapperne, den finder sted i weekenden 11.-12. juni, og med lidt held kan den måske få slæbt sommeren helt til Frederikshavn. I hvert fald var vejret ganske forrygende godt sidste år ved denne lejlighed, så man har lov til at håbe ... På årets program finder man, også i overensstemmelse med traditionerne, det store loppemarked, der synges, danses og spilles, og det festlige cykelsponsorløb bliver også gentaget i år. Desuden følger man op på den gode modtagelse, som friluftsgudstjenesten fik sidste år, og lægger ud søndag formiddag med en sådan. Skulle man have nogle ting liggende på loftet, som man ikke længere har brug for, så modtager foreningerne bag sommerfesten stadig ting til loppemarkedet; de kan afleveres i Ungdomsborgens vindfang.