EMNER

- Tiden er bare fløjet afsted

Efter 30 års tilløb blev Poul og Jytte omsider mand og kone

Gommen Poul Anker Stjernholm Jepsen er fritidsfisker, så hvad var mere naturligt end at få taget brudebilleder på stranden. Her er brudeparret sammen med deres to børn, Dennis og Jannie.

Gommen Poul Anker Stjernholm Jepsen er fritidsfisker, så hvad var mere naturligt end at få taget brudebilleder på stranden. Her er brudeparret sammen med deres to børn, Dennis og Jannie.

FJERRITSLEV:Ægteskab er en alvorlig ting og ikke noget, man blot kaster sig ud i. Det mener Jytte Nielsen og Poul Anker Stjernholm Jepsen og det tog dem 30 år, inden de blev mand og kone. - Tiden er bare fløjet af sted, for 29-30 år siden gik vi ned til guldsmeden i Fjerritslev for at blive forlovet, men da vi kom hen til døren, blev den låst, så det blev der ikke noget ud af, siger den nygifte gom. Omkring seks år senere, skulle Jytte Nielsens søster giftes og i den forbindelse blev det foreslået, at Jytte skulle låne søsterens kjole. - Men den blev hængende i skabet, siger 49-årige Poul Anker Stjernholm Jepsen. Parret mødte hinanden 11. juli 1976 til byfestbal i Fjerritslev og under det store træ ved genforeningsstenen ved det nuværende Fjerritslev Vandrerhjem blev de kærester. - Her spurgte Jytte ”Vil du komme sammen med mig, gu’ vil jeg da det, sagde jeg, erindrer Poul Anker Stjernholm Jepsen, hvorpå de to skålede i en håndbajer og drog videre i byen. Den mere alvorlige del, frieriet, tog Poul Anker Stjernholm Jepsen sig af. Det foregik dog ikke på knæ, erkender han. - Det ordnede vi over kaffebordet, da vi sad og talte om, hvordan vi skulle markere 30 års dagen, enten skulle det være en fest eller også skulle vi giftes, og så foreslog jeg vi blev gift, siger Poul Anker Stjernholm Jepsen. - Og det blev en overraskende og rørende ceremoni, fortæller Marie Andersen, der er søster til gommen. Der var nemlig ikke nogen i familien eller vennekredsen, der havde kendskab til bryllupsplanerne, ikke engang parrets to børn, 28-årige Dennis og 24-årige Jannie. Venner og familie var indbudt til at møde parret under det store træ, hvor parret mødtes for 30 år siden, 11. juli 2006 og mange forventede derfor, at nu var den store dag kommet. Men Poul Anker Stjernholm Jepsen fortalte, at alle skulle ned i Naturcenteret til en særudstilling, hvorefter turen gik til Røgegård, hvor borgmesteren ville være til stede. På vejen ned til naturcenteret blev de pludselig ”passet” op af en kjoleklædt pastor Langdal, der mente, at det var bedre, at de alle sammen gik med ham over i kirken. Herefter var der kirkebryllup, selv om det var tirsdag og klokken var 17. Og efterfølgende var der fest på privaten på Valmuemarken, hvor venner og naboer havde formået at få lavet en æresport af ”alt godt fra havet”, tang, strandskaller, marehalm etc. Den store forandring for parret er, at Jytte nu hedder Stjernholm Jepsen og ikke Nielsen og at Poul Anker har fået ring. - Jeg har aldrig haft en ring før, så det mærker lidt underligt, jeg har sagt til Jytte, at jeg skal have et søm, den kan komme op og hænge på, siger Poul Anker Stjernholm Jepsen, der er på ”bryllupsrejse” i øjeblikket i Norge.