Tiden er løbet fra madpakkerne

Tiden er løbet fra den traditionelle madpakke. Det mener Birgitte Josefsen, der er formand for styregruppen i Sundhedscenteret og formand for kommunens social- og sundhedsudvalg. I værste fald får forældrene ikke madderne smurt, og børnene stiller sulten med chips og cola. Og ifølge Birgitte Josefsen er der ingen grund til at give forældrene dårlig samvittighed. Hun ønsker, at skolerne skal tilbyde børnene at købe sund, lødig og billig mad via frivillige madordninger. - Tiden er løbet fra madpakkerne med leverpostej- og spegepølsemadder. Jeg har selv gennem mange år holdt stejlt på, at børn skal udstyres med en madpakke. Men vi er nødt til at erkende, at familiemønsteret er anderledes i dag, siger Birgitte Josefsen. - De faste spisetider - som min generation er opvokset med - er der ikke mere. Både børn, unge og forældre prioritere anderledes. Man har en masse aktivietter som man gerne vil deltage i hver især. Begge parter er på arbejdsmarkedet. Og man er ikke en dårlig mor eller far, fordi man ikke har lyst til at smørre madpakken. Birgitte Josefsen advarer mod, at dunke forældrene i hovedet med dårlig samvittighed. - De prioriterer måske samvær med børnene højere end at bruge tiden på at købe ind til den triste madpakke.