Tiden inde til volley i sandet

Arrangørerne bag beachvolley stævnet i Løkken håber på bedre vejr end sidste år. Arkivfoto: Kurt Bering

Arrangørerne bag beachvolley stævnet i Løkken håber på bedre vejr end sidste år. Arkivfoto: Kurt Bering

LØKKEN:Nu er det atter tiden, hvor Beachvolley lægger turen forbi Løkken, helt præcis for 15. gang. Det sker i denne weekend, lørdag 5. juli og søndag 6. juli, på Løkken Strand. Løkken er 3. spillested på dette års tur, de to første stævner af de otte stævner i alt er afviklet på henholdsvis Fedet og i Assens. Det hele afsluttes med kåring af Danmarksmestrene på Amager Strand den 16. og 17. august. Også i år er det planen at arrangementet skal afvikles på det bilfrie område lige syd for Løkken mole. Men det er med en vis spænding, at Volleyball Forbundet, GVL-Løkken og VK Vendsyssel tager imod dette år. Efter sidste års ”druknetur” hvor halvdelen af stævnet allerede måtte aflyses om fredagen på grund af for meget vand på stranden og for senere at måtte totalaflyses om søndagen, da det hele stod fuldstændig under vand. - Beachvolleyledelsen har allerede spurgt bekymret til hvordan forholdene se ud i år. Vi kan kun holde os til vejrudsigterne og håbe på at vejret ikke levere kraftig blæst fra vest, siger Kristian Møgelmose fra VK Vendsyssel. Både GVL Løkken og VK Vendsyssel er klar til at tage imod. Løkken tager sig som de seneste fem år af indkvartering og bespisning på Løkken stadion mens VK Vendsyssel kommer med 50 personer fra Jerslev, Brønderslev området, som tager sig af alt det praktiske på stranden, opsætning og nedtagning af udstyr samt afviklingen af brede-turneringen.